Henrik Ibsens skrifter: Lille Eyolf

Du er her:

Lille Eyolf

Avansert visning

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Sammenligne forskjellige utgaver av teksten
Gå til avansert visning

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

LILLE EYOLF

PERSONERNE:

Alfred Allmers, ejendomsbesidder, literat, forhen time-
lærer.

Fru Rita Allmers, hans hustru.

Eyolf, deres barn; ni år gammel.

Frøken Asta Allmers, Alfreds yngre halvsøster.

Ingeniør Borghejm.

Rottejomfruen.

(Handlingen foregår på Allmers’s ejendom ude ved fjorden, et par mile
fra byen. )

Henrik Ibsens samlede værker. IX.

FØRSTE AKT.

(En smukt og rigt udstyret havestue. Mange møbler, blomster og planter.
I baggrunden åbne glasdøre ud til en veranda. Vid udsigt over fjorden.
Skogklædte åser i det fjerne. På hver af sidevæggene en dør, den til
højre er en dobbeltdør og længst tilbage. Foran til højre en sofa med
løse puder og tæpper. Stole og et lidet bord ved sofahjørnet. Foran
til venstre et større bord med lænestole omkring. På bordet står en
åben håndkuffert. Det er tidlig sommermorgen i varmt solskinsvejr.)

(Fru Rita Allmers står ved bordet, med ryggen mod højre, og pakker
ud af kufferten. Hun er en smuk, temmelig stor, yppig, blond dame på
omkring 30 år. Klædt i lys morgenkjole.)

(Lidt efter kommer frøken Asta Allmers ind gennem døren til højre,
klædt i lysbrun sommerdragt med hat, jakke og parasol. Under armen
har hun en temmelig stor låset mappe. Hun er smækker, middelhøj,
med mørkt hår og dybe, alvorlige øjne. 25 år gammel.)

Asta
(indenfor døren).

God morgen, kære Rita.

Rita
(vender hodet og nikker til hende).

Nej se , – er det dig, Asta! Kommer du alt så
tidligt fra byen? Helt her ud til os?

Asta
(lægger tøjet fra sig på en stol ved døren).

Ja, jeg havde ikke rist eller ro på mig. Jeg
syntes, jeg måtte herud og se til lille Eyolf idag.

12*

s. 180

Og til dig også. (lægger mappen på bordet ved sofaen.) Og
så gik jeg udover med dampskibet.

Rita
(smiler til hende).

Og ombord traf du kanske en eller anden god
ven? Sådan rent tilfældigt, mener jeg.

Asta
(rolig).

Nej, jeg traf sletikke nogen, som jeg kendte.
( ser kufferten.) Men, Rita, – hvad er det der for noget?

Rita
(pakker fremdeles ud).

Alfreds rejsekuffert. Kender du ikke den?

Asta
(glad, går nærmere).

Hvad! Er Alfred kommen hjem?

Rita.

Ja, tænk dig til, – han kom så rent uventet
med nattetoget.

Asta.

Å, så var det det, jeg følte! Det var det, som
drog mig herud! – Og han havde ingenting skrevet
i forvejen? Ikke engang et brevkort?

Rita.

Ikke et eneste ord.

Asta.

Ikke telegraferet heller?

Rita.

Jo, en times tid før han kom. Ganske kort og
koldt. (ler.) Synes du ikke, det ligner ham, Asta?

s. 181

Asta.

Jo da. Han går så stille med alting.

Rita.

Men desto dejligere var det så, da jeg fik ham
igen.

Asta.

Ja, det kan jeg nok tænke mig.

Rita.

Hele fjorten dage før jeg vented ham!

Asta.

Og det står godt til med ham? Ikke nedstemt?

Rita
(klapper kufferten sammen og smiler til hende).

Han så ud rent som om han var forklaret, da
han kom ind ad døren.

Asta.

Og var ikke en smule træt heller?

Rita.

Jo, træt tror jeg rigtignok han var. Dygtig
træt også. Men, stakker, han havde jo gåt til fods
det meste af vejen.

Asta.

Og så har kanske højfjeldsluften været vel skarp
for ham.

Rita.

Nej, det kan jeg aldrig tro. Jeg har ikke hørt
han har hostet en eneste gang.

Asta.

Nå, der kan du bare se ! Så var det jo godt

s. 182

alligevel da, at lægen fik ham overtalt til at gøre
den turen.

Rita.

Ja, nu, da det endelig er overstået, så –. Men
du kan tro, det har været en forfærdelig tid for mig,
Asta. Jeg har aldrig villet snakke om det. Og du
kom jo så sjelden ud til mig også –

Asta.

Ja, det var visst ikke rigtig gjort af mig. Men –

Rita.

Nå, nå, nå, – du havde jo skolen derinde i
byen. (smiler.) Og vor vejbygger – han var jo bort-
rejst også.

Asta.

A , la’ være med det, Rita!

Rita.

Ja, ja da. La’ vejbyggeren fare. – Men sligt
savn, som jeg har følt efter Alfred, du! Slig en
tomhed! Sligt øde! Uh, det var som om nogen
var ble’t begravet her i huset –!

Asta.

Nå, Herregud , – bare en sex–syv uger da –

Rita.

Ja, men du må huske på, at Alfred har aldrig
før været borte fra mig. Aldrig så længe som et
døgn engang. Aldrig i alle de ti år –

Asta.

Nej, men derfor så synes jeg sandelig det var
på tiden, at han fik komme lidt ud iår. Han skulde
ha’ gåt på fjeldtur hver eneste sommer. Det skulde
han ha’ gjort.

s. 183

Rita
(halvt smilende).

Ak ja, du har godt for at snakke, du. Hvis
jeg var så – så fornuftig som du, så havde jeg vel
sluppet ham løs før – kanske. Men jeg syntes ikke,
jeg kunde det, Asta! Det stod for mig, som om jeg
aldrig vilde få ham igen mere. Kan du da ikke så
godt forstå det?

Asta.

Nej. Men det er vel sagtens, fordi jeg ikke har
nogen at miste.

Rita
(med et drillende smil).

Har du virkelig sletikke nogen –?

Asta.

Ikke det jeg véd om. (afbrydende.) Men sig mig,
Rita, – hvor er Alfred henne? Sover han kanske?

Rita.

Å, langtfra. Han stod op lige så tidlig idag,
som han plejer.

Asta.

Nå, så har han vel ikke været så svært træt
heller.

Rita.

Jo, inat. Da han kom. Men nu har han havt
Eyolf inde hos sig over en hel time.

Asta.

Den stakkers lille, blege gutten! Skal han nu
til at lære og lære igen?

s. 184

Rita
(med et skuldertræk).

Alfred vil jo så ha’ det, véd du.

Asta.

Ja, men jeg synes, du skulde sætte dig imod
det, Rita.

Rita
(noget utålmodig).

Nej, – véd du hvad, – det kan jeg virkelig ikke
blande mig op i. Alfred må jo forstå de ting meget
bedre end jeg. – Og hvad vil du da Eyolf skal ta’
sig til? Han kan jo ikke løbe omkring og lege, han,
– ligesom andre børn.

Asta
(bestemt).

Jeg vil snakke med Alfred om dette her.

Rita.

Ja, kære, gør du bare det. – Nå, se der –

(Alfred Allmers, i sommerdragt, ledende Eyolf ved hånden, kommer
ind gennem døren til venstre. Han er en slank, finbygget mand på 36–37
år, med milde øjne, tyndt brunt hår og skæg. Over hans ansigt hviler
et alvorligt, tankefuldt drag. – Eyolf bærer en dragt af snit som et
slags uniform med guldsnore og løveknapper. Han er halt og går med
krykke under den venstre arm. Benet er lammet. Han er liden af vækst,
ser sygelig ud, men har smukke, kloge øjne.)

Allmers
(slipper Eyolf, går glad hen og rækker Asta begge hænder).

Asta! Kæreste Asta! At du er her ude! At
jeg straks skulde få se dig!

Asta.

Jeg synes jeg måtte –. Velkommen hjem igen!

s. 185

Allmers
(ryster hendes hænder).

Tak skal du ha’ for det.

Rita.

Ser han ikke prægtig ud?

Asta
(stirrer ufravendt på ham).

Dejlig! Rent dejlig! Så oplivet i øjnene! Ja,
da har du vel skrevet svært meget undervejs. (glad
udbrydende.) Kanske gerne hele bogen er færdig, Alfred?

Allmers
(trækker på skuldren).

Bogen –? Å, den –

Asta.

Ja, jeg tænkte mig, at det vilde gå så let for
dig, når du bare fik komme ud.

Allmers.

Det tænkte jeg også. Men se , – det gik ganske
anderledes, du. Jeg har såmæn ikke skrevet en
linje på bogen.

Asta.

Har du ikke skrevet –!

Rita.

Å så! Jeg kunde ikke skønne, at alt papiret
lå urørt i kufferten.

Asta.

Men, kære Alfred, hvad har du da bestilt i al
den tid?

s. 186

Allmers
(smiler).

Bare gåt og tænkt og tænkt og tænkt.

Rita
(lægger armen om hans skulder).

Tænkt lidt på dem også, som hjemme sad?

Allmers.

Ja, det kan du vel vide. Meget også. Hver
eneste dag.

Rita
(slipper ham).

Nå, så er det jo godt og vel altsammen da.

Asta.

Men sletikke skrevet noget på bogen? Og så
kan du endda se så glad og tilfreds ud? Det plejer
du da ikke ellers. Ikke når arbejdet går tungt for
dig, mener jeg.

Allmers.

Det har du ret i. For jeg har været så dum
før, ser du. Det, at tænke, det rummer det bedste
i en. Hvad som kommer på papiret duer ikke stort.

Asta
(med et udråb).

Duer det ikke!

Rita
(ler).

Men er du ble’t gal, Alfred!

Eyolf
(ser troværdig op på ham).

Jo da, pappa, – det, som du skriver, det duer.

s. 187

Allmers
(smiler og stryger hans hår).

Ja ja , når du siger det, så –. Men tro du
mig, – der kommer en bagefter, som vil gøre det
bedre.

Eyolf.

Hvad skulde det være for en? Å, sig det!

Allmers.

Giv tid. Han vil nok komme og melde sig.

Eyolf.

Og hvad vil du så gøre?

Allmers
(alvorlig).

Så vil jeg gå til fjelds igen –

Rita.

Fy, skam dig, Alfred!

Allmers.

– op på højderne og på de store vidder.

Eyolf.

Pappa, tror du ikke jeg snart blir så bra’, at
jeg kan få være med dig?

Allmers
(smærtelig berørt).

Å jo, kanske det, lille gutten min.

Eyolf.

For jeg synes, det vilde være så kækt, det, om
jeg også kunde klyve i fjeldene.

s. 188

Asta
(afledende).

Nej, hvor pæn og pyntet du er idag, Eyolf!

Eyolf.

Ja, synes du ikke det, tante?

Asta.

Jo da. Er det for pappas skyld, at du har fåt
de nye klæderne på?

Eyolf.

Ja, jeg bad mamma om det. For jeg vilde,
pappa skulde se mig med dem.

Allmers
(sagte til Rita).

Du skulde ikke ha’ gi’t ham den slags dragt.

Rita
(dæmpet).

Å, men han plaged mig så længe. Bad så ind-
stændig. Jeg fik ikke fred for ham.

Eyolf.

Og, det er sandt, pappa, – Borghejm har købt
en bue til mig. Og lært mig at skyde med den
også.

Allmers.

Ja, se det, det er rigtig noget for dig, det,
Eyolf.

Eyolf.

Og når han kommer igen næste gang, så vil
jeg be’ ham lære mig at svømme også.

Allmers.

Svømme! Å, men hvorfor vil du nu det da!

s. 189

Eyolf.

Jo, for alle gutterne nede ved stranden, de kan
svømme. Det er bare mig, som ikke kan.

Allmers
(bevæget, lægger armene om ham).

Du skal få lov til at lære alt, hvad du bare
vil! Alt, hvad du selv har lyst til.

Eyolf.

Ja, véd du, hvad jeg har allermest lyst til,
pappa?

Allmers.

Nå? Sig mig det.

Eyolf.

Allerhelst vil jeg lære at bli’ soldat.

Allmers.

Å, lille Eyolf, der er så mange andre ting, som
er bedre end det.

Eyolf.

Ja, men når jeg blir stor, så må jeg jo bli’
soldat. Det véd du da vel.

Allmers
(knuger hænderne).

Ja, ja, ja; vi får se –

Asta
(sætter sig ved bordet til venstre).

Eyolf! Kom her bort til mig, så skal jeg for-
tælle dig noget.

Eyolf
(går derhen).

Hvad er det for noget, tante?

s. 190

Asta.

Tænk dig, du, Eyolf, – jeg har set Rottejom-
fruen.

Eyolf.

Hvad! Har du set Rottejomfruen! Å, du bare
narrer mig!

Asta.

Nej, det er sandt. Jeg så hende igår.

Eyolf.

Hvor så du hende da?

Asta.

Jeg så hende på vejen, udenfor byen.

Allmers.

Jeg så hende også et steds oppe i landet.

Rita
(som sidder i sofaen).

Kanske vi også får se hende da, Eyolf.

Eyolf.

Tante, er ikke det underligt, du, at hun heder
Rottejomfruen?

Asta.

Folk kalder hende bare så, fordi hun rejser
rundt land og strand og fordriver alle rotterne.

Allmers.

Egentlig skal hun nok hede frøken Varg, tror jeg.

Eyolf.

Varg? Det betyder jo en ulv, det.

s. 191

Allmers
(klapper ham på hodet).

Véd du det også, du, Eyolf?

Eyolf
(betænksomt).

Så kanske det kan være sandt alligevel, at hun
er varulv om natten. Tror du det, pappa?

Allmers.

Å nej, det tror jeg ikke. – Men nu skulde du
gå ned og lege lidt i haven.

Eyolf.

Synes du ikke det var bedre jeg tog nogen bøger
med mig?

Allmers.

Nej, ingen bøger herefter. Gå så heller ned på
stranden til de andre gutterne.

Eyolf
(forlegen).

Nej, pappa, jeg vil ikke gå ned til gutterne idag.

Allmers.

Hvorfor ikke det da?

Eyolf.

Nej, fordi jeg har disse her klæderne på.

Allmers
(rynker panden).

Gør de kanske nar af – af dine pæne klæder!

Eyolf
(undvigende).

Nej, det tør de ikke. For så vilde jeg slå dem.

s. 192

Allmers.

Nå ja, – hvad så –?

Eyolf.

Men de er så uskikkelige, de gutterne. Og så
siger de, at jeg aldrig kan bli’ soldat.

Allmers
(med undertrykt harme).

Hvorfor siger de det, tror du?

Eyolf.

De er vel misundelige på mig. For, pappa, de
er jo så fattige, de, at de må gå barbént.

Allmers
(sagte, med kvalt stemme).

Å, Rita, – hvor det nager mig i hjertet, dette her!

Rita
(beroligende, rejser sig).

Så-så-så!

Allmers
(truende).

Men de gutterne, de skal engang få føle, hvem
der er herrer dernede på stranden!

Asta
(lyttende).

Der er nogen, som banker.

Eyolf.

Det er visst Borghejm!

Rita.

Kom ind!

s. 193

(Rottejomfruen kommer sagte og stilfærdigt ind gennem døren til højre.
Hun er en liden, tynd, sammenskrumpet skikkelse, gammel og gråhåret,
med hvasse, stikkende øjne. Klædt i en gammeldags, blomstret kjole
med sort kysehat og saloppe. I hånden har hun en stor rød paraply og
på armen, i en snor, en sort pose.)

Eyolf
(sagte, griber Asta i kjolen).

Tante! Det må visst være hende!

Rottejomfruen
(nejer ved døren).

Med allerydmygst forlov, – har herskabet noget,
som gnaver her i huset?

Allmers.

Vi? Nej, jeg tror ikke det.

Rottejomfruen.

Ja, for ellers så skulde jeg så inderlig gerne
hjælpe herskabet af med det.

Rita.

Ja, ja, vi forstår. Men vi har ikke noget af
den slags.

Rottejomfruen.

Det var højst uheldigt, det. For nu er jeg just
ude på rundrejse. Og ingen véd, når jeg kommer
på disse kanter igen. – A , så træt jeg er!

Allmers
(peger mod en stol).

Ja, De ser ud til det.

Rottejomfruen.

En skulde jo aldrig bli’ træt af at gøre vel imod
de stakkers små, som hades og forfølges så hårde-
ligen. Men det ta’r så svært på kræfterne.

Henrik Ibsens samlede værker. IX.

s. 194

Rita.

Kanske De vil ta’ plads og hvile Dem lidt?

Rottejomfruen.

Takker mangfoldige gange. (sætter sig på en stol mel-
lem døren og sofaen.) For hele natten har jeg været ude
i forretninger.

Allmers.

Så De har det?

Rottejomfruen.

Ja, over på øerne. ( ler klukkende.) Folkene havde
så sandelig bud efter mig. De kvied sig nok svært
ved det. Men der var ikke anden råd. De måtte
såmæn pænt bide i det sure æble. ( ser på Eyolf og nikker.)
Sure æble, lille herre. Sure æble.

Eyolf
(uvilkårligt, lidt forknyt).

Hvorfor måtte de –?

Rottejomfruen.

Hvad?

Eyolf.

Bide i det?

Rottejomfruen.

Jo, for de kunde ikke nære sig længer. For
rotterne og for alle de små rottebørnene, skønner
vel unge herren.

Rita.

Uh! De stakkers folk, – har de så mange af
dem?

Rottejomfruen.

Ja, så det vrimled og kryde. ( ler stille fornøjet.)

s. 195

Oppe i sengene kribled og krabled de hele natten
lang. Mælkefadene plumped de ned i. Og over
gulvene hvisled og risled de både på kryds og på
tvers.

Eyolf
(sagte til Asta).

Jeg vil aldrig rejse der ud, tante.

Rottejomfruen.

Men så kom jeg – og én til. Og vi tog dem
med os allesammen. De søde, små gestalterne! Alle-
sammen fik vi to has på.

Eyolf
(med et skrig).

Pappa, – se , se !

Rita.

Men Gud , Eyolf da!

Allmers.

Hvad er der på færde?

Eyolf
(peger).

Der er noget, som spræller i posen!

Rita
(over til venstre, skriger).

Uh da! Få hende ud, Alfred!

Rottejomfruen
( ler ).

Å, allersødeste frue, vær da aldrig ræd for så’nt
et lidet skabilken.

Allmers.

Men hvad er det da for noget?

13*

s. 196

Rottejomfruen.

Det er bare Mopsemand. (snører posen op.) Kom så
op fra mørket, du allerkæreste vennen min.

(En liden hund med bred, sort snude stikker hodet op af posen.)

Rottejomfruen
(nikker og vinker til Eyolf).

Kom trøstig nærmere, lille blesserte krigsmand!
Han bider ikke. Kom hid! Kom hid!

Eyolf
(holder sig til Asta).

Nej, jeg tør ikke.

Rottejomfruen.

Synes ikke den unge herre, at han har et mildt
og elskeligt åsyn?

Eyolf
(forbauset, peger).

Den der?

Rottejomfruen.

Ja, just han.

Eyolf
(halv sagte, stirrer ufravendt på hunden).

Jeg synes, han har det forfærdeligste – åsyn,
jeg har set .

Rottejomfruen
(lukker posen).

Å, det kommer. Det kommer nok.

Eyolf
(går uvilkårlig nærmere, helt hen, og stryger let over posen).

Dejlig, – dejlig er han alligevel.

s. 197

Rottejomfruen
(med varsom stemme).

Men nu er han så træt og mødig, stakker. Så
inderlig træt er han. ( ser på Allmers.) For den ta’r på
kræfterne, – den slags leg, kan herren tro.

Allmers.

Hvad slags leg, mener De?

Rottejomfruen.

Lokkelegen.

Allmers.

Aha, det er kanske hunden, som lokker rotterne.

Rottejomfruen
(nikker).

Mopsemand og jeg. Vi to er sammen om det.
Og det går så glat. At se til da. Han får bare en
snor i halsbåndet. Så leder jeg ham tre gange rundt
huset. Og spiller på mundharpe. Og når de det
hører, så må de op af kælderne og ned fra lofterne
og ud fra hullerne, – alle de velsignede små skab-
ninger.

Eyolf.

Bider han dem så ihjæl da?

Rottejomfruen.

Å, langt ifra! Nej, vi går ned til båden, han
og jeg. Og så følger de efter os. Både de voksne
og småpuslingerne deres.

Eyolf
(spændt).

Og hvad så –? Fortæl det!

s. 198

Rottejomfruen.

Så lægger vi ud fra land. Og jeg vrikker med
åren og spiller på mundharpe. Og Mopsemand, han
svømmer bagefter. (med gnistrende øjne.) Og alle de, som
kribled og krabled, de følger og følger os ud på
dybets vande. Ja, for det må de!

Eyolf.

Hvorfor må de?

Rottejomfruen.

Just fordi de ikke vil. Fordi de er så grøs-
sende rædde for vandet, – derfor må de ud i det.

Eyolf.

Drukner de så?

Rottejomfruen.

Hver evige en. (sagtere.) Og så har de det så
stille og så godt og mørkt, som de bare kan ønske
sig det, – de yndige små. Sover dernede så sød
og så lang en søvn. Alle de, som menneskene hader
og forfølger. (rejser sig.) Ja, før i tiden havde jeg ingen
Mopsemand behov. Da lokked jeg selv da. Jeg
alene.

Eyolf.

Hvad lokked De for noget?

Rottejomfruen.

Mennesker. En mest.

Eyolf
(i spænding).

Å, sig mig, hvad det var for en!

s. 199

Rottejomfruen
( ler ).

Det var allerkæresten min, det, lille hjerteknuser!

Eyolf.

Hvor er så han henne nu?

Rottejomfruen
(hårdt).

Nede hos alle rotterne. (atter mildt.) Men nu må
jeg ud i forretninger igen. Altid på farten. (til Rita.)
Har herskabet slet ingen brug for mig idag? For
så kunde jeg gøre det af med det samme.

Rita.

Nej tak; jeg tror ikke det trænges.

Rottejomfruen.

Ja-ja , sødeste frue, – en kan aldrig vide –.
Skulde herskabet mærke, at her er noget, som nager
og gnaver, – og kribler og krabler, – så se bare
til at få fat på mig og Mopsemand. – Farvel, farvel
så mange tusend gange.

( hun går ud gennem døren til højre.)

Eyolf
(sagte, triumferende til Asta).

Tante, tænk, at jeg også har set Rottejom-
fruen!

(Rita går ud på verandaen og vifter sig med lommetørklædet. Lidt efter
går Eyolf varsomt og ubemærket ud til højre.)

Allmers
(tager mappen på bordet ved sofaen).

Er det din mappe, denne her, Asta?

Asta.

Ja. Jeg har nogen af de gamle brevene i den.

s. 200

Allmers.

Å, familjebrevene –

Asta.

For du bad mig jo ordne dem for dig, mens
du var borte.

Allmers
(klapper hende på hodet).

Og det har du også fundet tid til, du!

Asta.

Å ja. Jeg har gjort det dels herude og dels
inde i byen hos mig selv.

Allmers.

Tak, kære –. Fandt du så noget særligt
dem ?

Asta
(henkastende).

Å, – så et og andet finder en jo altid i slige
gamle papirer, véd du vel. (sagtere, alvorligt.) Det der
i mappen, det er brevene til mor.

Allmers.

Ja, dem skal du naturligvis selv beholde.

Asta
(med overvindelse).

Nej. Jeg vil, at du skal se dem igennem , du
også, Alfred. Engang, – senere hen i livet. – Men
idag har jeg ikke nøglen til mappen med mig.

Allmers.

Behøves ikke, kære Asta. For jeg læser så
aldrig din mors breve alligevel.

s. 201

Asta
(fæster øjnene på ham).

Så vil jeg engang, – sådan en lun aftenstund,
fortælle dig noget af det, som står i dem.

Allmers.

Ja, det kan du heller gøre. Men behold du
bare din mors breve. Du har ikke så mange erin-
dringer efter hende.

( han rækker Asta mappen. Hun tager den og lægger den hen på stolen
under overtøjet.)

(Rita kommer ind i stuen igen.)

Rita.

Uh, jeg synes det gamle uhyggelige fruentimmer
bragte ligesom en ligstank med sig.

Allmers.

Ja, lidt uhyggelig var hun jo.

Rita.

Jeg følte mig næsten syg, mens hun var i stuen.

Allmers.

For resten kan jeg nok forstå den tvingende og
dragende magt, som hun snakked om. Ensomheden
oppe mellem tinderne og på de store vidder har
noget af det samme.

Asta
( ser opmærksomt på ham).

Hvad er det for noget, som er foregåt med
dig, Alfred?

Allmers
(smiler).

Med mig?

s. 202

Asta.

Ja, noget er det. Næsten som en forvandling,
Rita har også lagt mærke til det.

Rita.

Ja, jeg så det, straks du kom. Men det er da
vel bare godt, det, Alfred?

Allmers.

Det bør være godt. Og det må og det skal
bli’ til det gode.

Rita
(udbrydende).

Du har oplevet noget på rejsen! Nægt det ikke!
For jeg ser det på dig!

Allmers
(ryster på hodet).

Ingen verdens ting – i det ydre. Men –

Rita
(spændt).

Men –?

Allmers.

Indvendig i mig er der rigtignok sket en liden
omvæltning.

Rita.

Å Gud –!

Allmers
(beroligende, klapper hendes hånd).

Bare til det gode, kære Rita. Det kan du så
trygt lide på.

Rita
(sætter sig i sofaen).

Dette her må du endelig straks fortælle os.
Altsammen!

s. 203

Allmers
(vender sig mod Asta).

Ja, lad os sætte os, vi også. Så skal jeg prøve
på at fortælle. Så godt jeg kan.

( han sætter sig i sofaen ved siden af Rita. Asta rykker en stol frem
og sætter sig nær ved ham. Kort ophold.)

Rita
( ser på ham i forventning).

Nå da –?

Allmers
( ser frem for sig).

Når jeg tænker tilbage på mit liv – og min
skæbne – i de sidste ti–elleve år, så står det
næsten for mig som et eventyr eller som en drøm.
Synes ikke du også det, Asta?

Asta.

Jo, i mange måder synes jeg det.

Allmers
(vedblivende).

Når jeg tænker på, hvad vi to var før, Asta.
Vi to stakkers fattige forældreløse –

Rita
(utålmodig).

Å ja, det er jo så længe siden.

Allmers
(uden at høre på hende).

Og nu sidder jeg her i velstand og herlighed.
Har kunnet følge mit kald. Har kunnet arbejde og
studere, – alt efter egen lyst. (rækker hånden ud.) Og
hele denne store, ubegribelige lykke – den skylder
vi dig, du kæreste Rita.

s. 204

Rita
(halvt spøgende, halvt uvillig, smækker ham over hånden).

Vil du nu bare se at holde op med den snak.

Allmers.

Jeg nævner det jo også blot som en slags ind-
ledning –

Rita.

Å, spring så den indledning over!

Allmers.

Rita, – du må ikke tro, det var lægens råd,
som drev mig op i fjeldene.

Asta.

Ikke det, Alfred?

Rita.

Hvad var det da, som drev dig?

Allmers.

Det var det, at jeg fandt ikke ro ved mit
arbejdsbord længer.

Rita.

Ikke ro! Kære, hvem forstyrred dig da!

Allmers
(ryster på hodet).

Ingen udenfra. Men jeg havde en følelse af, at
jeg ligefrem misbrugte – eller – nej, forsømte mine
bedste evner. At jeg sløsed tiden væk.

Asta
(med store øjne).

Når du sad og skrev på bogen?

s. 205

Allmers
(nikker).

For jeg har da vel ikke evner til bare det
alene. Jeg måtte vel kunne udrette et eller andet
ellers også.

Rita.

Var det det, du sad og grubled over?

Allmers.

Ja, det var det nærmest.

Rita.

Og derfor blev du så utilfreds med dig selv i
den sidste tid. Og med os andre også. Ja, for det
var du, Alfred!

Allmers
( ser hen for sig).

Der sad jeg bøjet over bordet og skrev dag
efter dag. Mangen gang halve natten også. Skrev
og skrev på den store, tykke bogen om «Det men-
neskelige ansvar». Hm!

Asta
(lægger hånden på hans arm).

Men, kære, – den bogen skal jo bli’ dit livs-
værk.

Rita.

Ja, det har du da tidt nok sagt.

Allmers.

Jeg tænkte så. Lige siden jeg begyndte at bli’
voksen. (med et varmt udtryk i øjnene.) Så satte du mig i
stand til at gå i vej med det, du kære Rita –

Rita.

Å snak!

s. 206

Allmers
(smiler til hende).

– du med dit guld og med dine grønne skoge –

Rita
(halvt leende, halvt fortrydelig).

Kommer du med det tøjeri igen, så banker
jeg dig.

Asta
( ser bekymret på ham).

Men bogen, Alfred ?

Allmers.

Den begyndte ligesom at fjerne sig. Men mere
og mere steg tanken om de højere pligter, som stil-
led sit krav til mig.

Rita
(strålende, griber hans hånd).

Alfred!

Allmers.

Tanken om Eyolf, kære Rita.

Rita
(skuffet, slipper hånden).

Ah, – om Eyolf!

Allmers.

Dybere og dybere har stakkers lille Eyolf taget
plads i mig. Efter det ulykkelige fald fra bordet –.
Og mest efter at vi har visshed for, at det er uop-
retteligt –

Rita
(indstændigt).

Men du ta’r dig jo af ham, alt hvad du kan,
Alfred!

s. 207

Allmers.

Som en skolemester, ja. Men ikke som en far.
Og en far er det jeg vil være for Eyolf herefter.

Rita
( ser på ham og ryster på hodet).

Jeg forstår dig visst ikke rigtig.

Allmers.

Jeg mener, at jeg af al min magt vil prøve på
at gøre ham det uoprettelige så lindt og så let som
tænkeligt er.

Rita.

Å men, du, – Gud ske lov, jeg tror ikke, han
føler det så dybt.

Asta
(bevæget).

Jo, Rita, det gør han.

Allmers.

Ja, vær viss på det, at han føler det dybt.

Rita
(utålmodig).

Men, kære, – hvad mere kan du da gøre for
ham?

Allmers.

Jeg vil prøve på at lyse op i alle de rige mulig-
heder, som dæmrer i hans barnesjæl. Alt, hvad han
rummer af ædle spirer vil jeg bringe til at skyde
vækst, – sætte blomst og frugt. (varmere og varmere, rejser
sig.) Og jeg vil mere end det! Jeg vil hjælpe ham
til at bringe samklang mellem hans ønsker og det,
som ligger opnåeligt foran ham. For sådan er han
ikke nu. Al hans higen går imod det, som for hele

s. 208

livet vil bli’ uopnåeligt for ham. Men jeg vil skabe
lykkefølelse i hans sind.

( han går et par gange op og ned ad gulvet. Asta og Rita følger ham
med øjnene.)

Rita.

Du skulde ta’ disse ting med mere ro, Alfred!

Allmers
(standser ved bordet til venstre og ser på dem).

Eyolf skal ta’ mit livsværk op. Ifald han så
vil. Eller han kan få vælge noget, som er fuldt ud
hans eget. Kanske helst det. – Nå, for alle til-
fældes skyld så la’r jeg mit ligge.

Rita
(rejser sig).

Men, kæreste Alfred, – kan du da ikke arbejde
både for dig selv og for Eyolf?

Allmers.

Nej, det kan jeg ikke. Umuligt! Jeg kan ikke
dele mig selv her. Og derfor så viger jeg. Eyolf
skal være den fuldfærdige i vor slægt. Og jeg vil
sætte mit nye livsværk i det at gøre ham til den
fuldfærdige.

Asta
(har rejst sig og går hen til ham).

Dette her har kostet dig en forfærdelig hård
kamp, Alfred.

Allmers.

Ja, det har det. Her hjemme havde jeg aldrig
vundet bugt med mig selv. Aldrig tvunget mig selv
ind under forsagelsen. Aldrig her hjemme.

Rita.

Var det altså derfor du rejste ud i sommer?

s. 209

Allmers
(med lysende øjne).

Ja! Og så kom jeg op i den uendelige ensom-
hed. Fik se solopgangen lyse over tinderne. Føle
mig nærmere stjernerne. Næsten som i forståelse og
i samfund med dem. Og så kunde jeg det.

Asta
( ser tungt på ham).

Men aldrig vil du skrive mere på bogen om
«Det menneskelige ansvar»?

Allmers.

Nej, aldrig, Asta. Jeg kan ikke splitte mig selv
mellem to opgaver, siger jeg jo. – Men jeg vil føre
det menneskelige ansvar igennem – i mit liv.

Rita
(med et smil).

Tror du virkelig, at du kan holde fast ved slige
høje forsætter her hjemme?

Allmers
(tager hendes hånd).

I forbund med dig kan jeg det. (rækker den anden
hånd frem.) Og i forbund med dig også, Asta.

Rita
(trækker sin hånd til sig).

Med to altså. Du kan altså dog dele dig.

Allmers.

Men kæreste Rita –!

(Rita går fra ham og stiller sig i havedøren.)

(Det banker let og hurtigt på døren til højre. Ingeniør Borghejm træder
rask ind. Han er en ung mand på vel 30 år. Lyst og frejdigt udtryk.
Rank holdning.)

Henrik Ibsens samlede værker. IX.

s. 210

Borghejm.

Godmorgen, godmorgen, frue! (standser glad ved synet
af Allmers.) Nej, hvad ser jeg! Allerede hjemme igen,
herr Allmers?

Allmers
(ryster hans hånd).

Ja, jeg kom i nat.

Rita
(munter).

Han havde ikke lov længer, herr Borghejm.

Allmers.

Nej men det er jo ikke sandt, Rita –

Rita
(kommer nærmere).

Jo visst er det sandt, jo. Hans permission var
udløben.

Borghejm.

Så De holder Deres mand så stramt i tøjlerne,
frue?

Rita.

Jeg holder på mine rettigheder. Og alting må
da ha’ en ende også.

Borghejm.

Å, ikke alting, – håber jeg. – Godmorgen,
frøken Allmers!

Asta
(undvigende).

Godmorgen .

Rita
( ser på Borghejm).

Ikke alting, siger De?

s. 211

Borghejm.

Ja, jeg tror så fuldt og fast på, at der da ial-
fald er noget her i verden, som ingen ende ta’r.

Rita.

Nu tænker De visst på kærlighed – og sligt
noget.

Borghejm
(varmt).

Jeg tænker på alt det, som dejligt er!

Rita.

Og som aldrig får ende. Ja, lad os tænke på
det. Håbe på det, allesammen.

Allmers
(træder hen til dem).

Nu bli’r De vel snart færdig med vejarbejdet
herude?

Borghejm.

Jeg er alt færdig. Blev færdig igår. Det har
varet længe nok. Men, Gudskelov , det fik da en
ende.

Rita.

Og det er De så kisteglad over?

Borghejm.

Ja, det er jeg rigtignok!

Rita.

Nå, det må jeg sige –

Borghejm.

Hvad, frue?

14*

s. 212

Rita.

Det er just ikke videre pænt af Dem, herr
Borghejm.

Borghejm.

Så? Hvorfor ikke det?

Rita.

Nej, for da kommer De vel ikke ret ofte ud på
disse kanter herefter.

Borghejm.

Nej, det er sandt. Det tænkte jeg ikke på.

Rita.

Nå, en gang imellem kan De vel sagtens komme
ud til os alligevel.

Borghejm.

Nej, det bli’r nok desværre umuligt for mig på
lange tider nu.

Allmers.

Så? Hvorfor det da?

Borghejm.

Jo, for nu har jeg fåt et stort, nyt arbejde,
som jeg må ta’ fat på straks.

Allmers.

Nej, har De det? (trykker hans hånd.) Det glæder
mig hjertelig.

Rita.

Gratulerer, gratulerer, herr Borghejm!

Borghejm.

Hys, hys, – jeg har egentlig ikke lov til at
snakke højt om det endnu! Men jeg kan ikke dy

s. 213

mig! – Det er et svært vejarbejde – oppe i det
nordlige. Med fjeldovergange – og med de utroligste
vanskeligheder at overvinde! (udbrydende.) Å, du store,
vakkre verden, – hvad det er for en lykke, det, at
være vejbygger!

Rita
(smiler og ser drillende på ham).

Er det bare for det vejarbejdets skyld, at De
kommer herud så rent ellevild idag?

Borghejm.

Nej, ikke for det alene. Men for alle de lyse
og lovende udsigter, som åbner sig for mig.

Rita
(som før).

Aha, der er kanske noget endnu dejligere bagved!

Borghejm
(skotter mod Asta).

Hvem véd! Når lykken først kommer, så plejer
den jo komme som en vårflom. (vender sig til Asta.)
Frøken Allmers, skulde ikke vi to spadsere en liden
tur sammen? Sådan som vi plejer?

Asta
(hurtig).

Nej, nej tak. Ikke nu. Ikke idag.

Borghejm.

Å, kom så! Bare en bitte liden tur! Jeg synes,
jeg har så meget at snakke med Dem om, før jeg
rejser.

Rita.

Det er kanske noget, som De ikke må snakke
højt om endnu?

s. 214

Borghejm.

Hm, det kommer nu an på –

Rita.

Ja, for De kan jo også godt hviske. (halv sagte.)
Asta, du må endelig gå med ham.

Asta.

Men, kære Rita –

Borghejm
(bedende).

Frøken Asta, – husk på, at dette skulde være
en afskedstur – for lange, lange tider.

Asta
(tager sin hat og parasol).

Ja-ja , lad os gå lidt omkring nede i haven da.

Borghejm.

Å tak, tak for det!

Allmers.

Og se så lidt efter Eyolf med det samme.

Borghejm.

Ja, Eyolf, det er sandt! Hvor er Eyolf henne
idag? Jeg har noget med til ham.

Allmers.

Han går og leger etsteds dernede.

Borghejm.

Nej virkelig! Så han er begyndt at lege nu?
Ellers plejer han bare sidde inde og læse.

Allmers.

Det skal ha’ en ende. En rigtig friluftsgut skal
der bli’ af ham.

s. 215

Borghejm.

Se , det er ret! Ud i det fri med ham også,
stakker! Herregud, en kan da ikke gøre noget
bedre end lege i denne velsignede verden. Jeg
synes hele livet er som en leg, jeg! – Kom så,
frøken Asta!

( Borghejm og Asta går ud på verandaen og ned gennem haven.)

Allmers
(står og ser efter dem).

Du, Rita, – tror du, der er noget imellem
de to?

Rita.

Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige. Før trode
jeg det. Men Asta er ble’t mig så uforklarlig, –
så rent ubegribelig i den sidste tid.

Allmers.

Så? Er hun det. Mens jeg var borte?

Rita.

Ja, i de sidste par uger, synes jeg.

Allmers.

Og du tror ikke, at hun nu længer bry’r sig
sådan videre om ham?

Rita.

Ikke alvorligt. Ikke helt og holdent. Hensyns-
løst. Det tror jeg ikke. ( ser forskende på ham.) Vilde det
være dig imod, ifald hun gjorde det?

Allmers.

Ikke egentlig imod. Men det vilde jo unægtelig
være en ængstende tanke –

s. 216

Rita.

Ængstende?

Allmers.

Ja, for du må huske på, at jeg har ansvar for
Asta. For hendes livs lykke.

Rita.

Å hvad – ansvar! Asta er da vel voksen? Hun
forstår da sagtens at vælge selv, skulde jeg tro.

Allmers.

Ja, vi får jo håbe det, Rita.

Rita.

Jeg for min part tror nu slet ikke noget ondt
om Borghejm.

Allmers.

Nej, kære, – det gør jo ikke jeg heller. Tvert
imod. Men alligevel –

Rita
(vedblivende).

Og jeg skulde svært gerne se , at der blev et
par af ham og Asta.

Allmers
(misfornøjet).

Ja, hvorfor egentlig det da?

Rita
(i voksende sindsbevægelse).

Jo, for så måtte hun rejse langt bort med ham?
Og så kunde hun aldrig komme herud til os lige-
som nu!

s. 217

Allmers
(stirrer forbauset på hende).

Hvad! Kunde du ønske at bli’ Asta kvit!

Rita.

Ja, ja, Alfred!

Allmers.

Men hvorfor i al verden –?

Rita
(slår armene lidenskabelig om hans hals).

Jo, for så havde jeg dig da endelig for mig selv
alene! Skønt – ikke da heller! Ikke helt for mig!
(brister i krampegråd.) Å, Alfred, Alfred, – jeg kan ikke
gi’ slip på dig.

Allmers
(gør sig læmpeligt løs).

Men kæreste Rita, – så vær da fornuftig!

Rita.

Nej, jeg bry’r mig ikke en smule om at være
fornuftig! Jeg bry’r mig bare om dig! Om dig alene
i hele verden! (kaster sig atter om hans hals.) Om dig, om
dig, om dig!

Allmers.

Slip, slip, – du kvæler mig –!

Rita
(slipper ham).

Gid jeg så sandt kunde! ( ser gnistrende på ham.) Å,
dersom du vidste, hvor jeg har hadet dig –!

Allmers.

Hadet mig –!

s. 218

Rita.

Ja, – når du sad derinde hos dig selv. Og
ruged over dit arbejde. Til langt – langt udover
nætterne. (klagende.) Så langt, – så sent, Alfred. –
Å, hvor jeg haded dit arbejde!

Allmers.

Men nu er det jo slut med det.

Rita
( ler skærende).

Jo visst! Nu er du jo optaget af det, som
værre er.

Allmers
(oprørt).

Værre! Kalder du barnet det, som værre er?

Rita
( heftig ).

Ja, jeg gør det. I forholdet mellem os to kalder
jeg det så. For barnet, – barnet, det er jo oven-
ikøbet et levende menneske, det. (i stigende udbrud.)
Men jeg tåler det ikke, Alfred! Jeg tåler det ikke,
– det siger jeg dig!

Allmers
( ser fast på hende og siger dæmpet).

Jeg er mangen gang næsten ræd for dig, Rita.

Rita
(mørk).

Jeg bli’r tidt ræd for mig selv. Og just derfor
så må du ikke vække det onde i mig.

Allmers.

Ja, men i Guds navn, – gør jeg da det?

s. 219

Rita.

Ja, du gør, – når du slider det helligste istyk-
ker mellem os.

Allmers
(indtrængende).

Men tænk dig da om, Rita. Det er jo dit eget
barn, – vort eneste barn, som her handles om.

Rita.

Barnet er bare halvvejs mit eget. (atter i udbrud.)
Men du skal være min alene! Helt min skal du
være! Det har jeg ret til at kræve af dig!

Allmers
(trækker på skuldren).

Å, kære Rita, – det nytter jo ikke at kræve
noget. Alt må gives frivilligt.

Rita
( ser spændt på ham).

Og det kan du kanske ikke herefter?

Allmers.

Nej, jeg kan ikke. Jeg må dele mig mellem
Eyolf og dig.

Rita.

Men hvis nu Eyolf aldrig var født? Hvad så?

Allmers
(undvigende).

Ja, det var en anden sag. Så havde jeg jo
bare dig at holde af da.

Rita
(sagte, dirrende).

Så vilde jeg ønske, at jeg aldrig havde født ham.

s. 220

Allmers
(farer op).

Rita! Du véd ikke, hvad du selv siger!

Rita
(ryster af sindsbevægelse).

Jeg fødte ham til verden under så usigelig pine.
Men jeg bar det altsammen med jubel og fryd for
din skyld.

Allmers
(varmt).

Å ja, ja, det véd jeg jo nok.

Rita
(bestemt).

Men dermed får det ha’ slut. Jeg vil leve livet.
Sammen med dig. Helt med dig. Jeg kan ikke gå
her og bare være Eyolfs mor. Bare det. Ikke noget
mere. Jeg vil ikke, siger jeg! Jeg kan ikke! Jeg
vil være alt for dig! For dig, Alfred!

Allmers.

Men det er du jo, Rita. Gennem vort barn –

Rita.

Å, – vamle, lunkne talemåder –. Ikke et fnug
andet. Nej, du, sligt er ikke noget for mig. Jeg
var skikket til at bli’ mor til barnet. Men ikke til
at være mor for det. Du får ta’ mig som jeg er,
Alfred.

Allmers.

Og du har dog holdt så hjertelig af Eyolf før.

Rita.

Jeg syntes så synd i ham. Fordi du lod ham
gå for lud og koldt vand. Bare lod ham læse og
puge. Næsten ikke så ham engang.

s. 221

Allmers
(nikker langsomt).

Nej; jeg var blind. Tiden var ikke kommen for
mig –

Rita
( ser på ham).

Men nu er den altså kommen?

Allmers.

Ja, nu endelig. Nu ser jeg, at det højeste, jeg
har at gøre her i verden, det er at være en sand
far for Eyolf.

Rita.

Og for mig? Hvad vil du være for mig ?

Allmers
(mildt).

Dig vil jeg bli’ ved at holde af. I stille inder-
lighed.

(han griber efter hendes hænder.)

Rita
(undviger ham).

Jeg bry’r mig ikke om din stille inderlighed.
Jeg vil ha’ dig helt og holdent! Og alene! Slig,
som jeg havde dig i de første, dejlige, svulmende
tider. ( heftigt og hårdt.) Jeg lar mig aldrig i verden af-
spise med levninger og rester, Alfred!

Allmers
(sagtmodig).

Jeg synes, her måtte kunne være så rigeligt af
lykke for os alle tre, Rita.

Rita
(hånligt).

Så er du nøjsom. (sætter sig ved bordet til venstre.)
Hør nu her.

s. 222

Allmers
(nærmer sig).

Nu? Hvad er det?

Rita
( ser op mod ham med en mat glands i øjet).

Da jeg fik dit telegram igåraftes –

Allmers.

Ja? Hvad så?

Rita.

– så klædte jeg mig i hvidt –

Allmers.

Ja, jeg så, du var hvidklædt, da jeg kom.

Rita.

Havde slået håret ud –

Allmers.

Dit rige, duftende hår –

Rita.

– så det flød ned over nakken og ryggen –

Allmers.

Jeg så det. Jeg så det. Å, hvor du var dejlig,
Rita!

Rita.

Der var rosenrøde skærme over begge lamperne.
Og vi var alene, vi to. De eneste vågne i hele
huset. Og der var champagne på bordet.

Allmers.

Den drak jeg ikke noget af.

s. 223

Rita
( ser bittert på ham).

Nej, det er sandt. ( ler skarpt.) «Du havde cham-
pagne, men rørte den ej», – som skrevet står.

( hun rejser sig fra lænestolen og går ligesom træt hen og sætter sig
halvt liggende på sofaen.)

Allmers
(går henad gulvet og standser foran hende).

Jeg var så opfyldt af alvorsfulde tanker. Jeg
havde foresat mig at tale med dig om vort fremtids-
liv, Rita. Og først og fremst om Eyolf.

Rita
(smiler).

Det gjorde du jo også, kære –

Allmers.

Nej, jeg kom ikke til. For du begyndte at
klæde dig af.

Rita.

Ja, og så snakked du om Eyolf imens. Husker
du ikke det? Du spurgte, hvorledes det stod til
med lille Eyolfs mave.

Allmers
( ser bebrejdende på hende).

Rita –!

Rita.

Og så la’ du dig i din seng. Og sov så inder-
lig godt.

Allmers
(ryster på hodet).

Rita, – Rita!

s. 224

Rita
(lægger sig helt ned og ser op til ham).

Du? Alfred?

Allmers.

Ja?

Rita.

«Du havde champagne, men rørte den ej».

Allmers
(næsten hårdt).

Nej. Jeg rørte den ikke.

( han går fra hende og stiller sig i havedøren. Rita ligger en stund
urørlig, med lukkede øjne.)

Rita
(springer pludselig op).

Men én ting vil jeg sige dig, Alfred.

Allmers
(vender sig i døren).

Nå?

Rita.

Du skulde ikke føle dig så tryg, du!

Allmers.

Ikke tryg?

Rita.

Nej, du skulde ikke være så ligeglad! Ikke så
sikker på, at du har mig!

Allmers
(kommer nærmere).

Hvad mener du med det?

s. 225

Rita
(med bævende læber).

Aldrig med en tanke har jeg været utro imod
dig, Alfred! Aldrig et øjeblik.

Allmers.

Nej, Rita, det véd jeg da. Jeg, som kender dig
så godt.

Rita
(med gnistrende øjne).

Men forsmår du mig –!

Allmers.

Forsmår –! Jeg skønner ikke, hvor du vil hen!

Rita.

Å, du kender ikke alt det, som kunde komme
op i mig, hvis –

Allmers.

Hvis –?

Rita.

Hvis jeg nogensinde skulde mærke, at du ikke
længer brød dig om mig. Ikke længer holdt af mig
således som før.

Allmers.

Men, du min kæreste Rita, – den menneskelige
forvandling gennem årene, – den må da engang
foregå i vort samliv også. Ligesom hos alle andre.

Rita.

Aldrig hos mig! Og jeg vil ikke vide af nogen
forvandling hos dig heller. Jeg vilde ikke kunne
bære det, Alfred. Jeg vil få beholde dig for mig selv
alene.

Henrik Ibsens samlede værker. IX.

s. 226

Allmers
( ser bekymret på hende).

Du har et forfærdelig skinsygt sind –

Rita.

Jeg kan ikke gøre mig anderledes end jeg er.
(truende.) Stykker du dig ud imellem mig og nogen
anden –

Allmers.

Hvad så –?

Rita.

Så hævner jeg mig på dig, Alfred!

Allmers.

Hvad skulde du kunne hævne dig med?

Rita.

Det véd jeg ikke. – Å jo, jeg véd det nok!

Allmers.

Nå?

Rita.

Jeg går hen og kaster mig bort –

Allmers.

Kaster du dig bort, siger du!

Rita.

Ja, jeg gør så. Jeg kaster mig lige i armene
på – på den første den bedste!

Allmers
( ser varmt på hende og ryster på hodet).

Det gør du aldrig, – du min ærlige, stolte, tro-
faste Rita.

s. 227

Rita
(lægger armene om hans hals).

Å[HIS: bokstaven er skadet øverst, kan både være 'A' og 'Å'], du véd ikke, hvad jeg kunde bli’ til, hvis
du, – hvis du ikke vilde vide af mig mere.

Allmers.

Ikke vide af dig, Rita? Tænk, at du kan sige
sådant noget!

Rita
(halvt i latter, slipper ham).

Jeg kunde jo lægge mine garn ud efter ham, –
denne vejbyggeren, som går her.

Allmers
(lettet).

Ah, Gudskelov , – du spaser altså.

Rita.

Aldeles ikke. Hvorfor ikke lige så godt ham,
som enhver anden?

Allmers.

Nej, for han er visst allerede så temmelig
bunden.

Rita.

Desto bedre! For så tog jeg ham jo fra en
anden. Det er jo akkurat det samme, som Eyolf
har gjort imod mig.

Allmers.

Siger du, at vor lille Eyolf har gjort det?

Rita
(med udstrakt pegefinger).

Se der! Se der! Straks du bare nævner Eyolfs
navn, så blir du blød og dirrer i stemmen! (truende,

15*

s. 228

knytter hænderne.) Å, jeg kunde næsten fristes til at
ønske – nå!

Allmers
( ser i angst på hende).

Hvad kunde du ønske, Rita –!

Rita
( heftigt , går fra ham).

Nej, nej, nej, – det siger jeg dig ikke! Aldrig!

Allmers
(går nærmere hen til hende).

Rita! Jeg bønfalder dig, – for din og min skyld,
lad dig ikke friste til noget, som ondt er.

(Borghejm og Asta kommer op fra haven. De er begge i behersket sinds-
bevægelse. Ser alvorlige og forstemte ud. Asta blir stående ude på
verandaen. Borghejm går ind i stuen.)

Borghejm.

Se så. Nu har frøken Allmers og jeg gåt vor
sidste tur sammen.

Rita
( ser studsende på ham).

Ah! – Og der følger ikke nogen længere rejse
efterpå turen?

Borghejm.

Jo, for mig.

Rita.

For Dem alene?

Borghejm.

Ja, for mig alene.

Rita
(skotter mørkt til Allmers).

Hører du det, Alfred? (vender sig til Borghejm.) Jeg

s. 229

tør vædde på, at det er onde øjne, som har spillet
Dem et puds her.

Borghejm
( ser på hende).

Onde øjne?

Rita
(nikker).

Onde øjne, ja.

Borghejm.

Tror De på onde øjne, fru Allmers?

Rita.

Ja, jeg er begyndt at tro på onde øjne nu. Mest
på onde barneøjne.

Allmers
(oprørt, hvisker).

Rita, – hvor kan du –!

Rita
(halvhøjt).

Det er dig, som gør mig ond og styg, Alfred.

(Fjerne, forvirrede råb og skrig høres nede ved vandet.)

Borghejm
(går til glasdøren).

Hvad er det for en larm –?

Asta
(i døren).

Se alle de mennesker, som løber nede på
bryggen !

Allmers.

Hvad kan det være? ( ser et øjeblik ud.) Sagtens
disse gadeungerne, som er på spil igen.

s. 230

Borghejm
(råber ud over rækværket).

Hør, I smågutter dernede! Hvad er der på
færde?

(Flere høres at svare utydeligt i munden på hverandre.)

Rita.

Hvad siger de?

Borghejm.

De siger, det er et barn, som er druknet.

Allmers.

Et barn druknet?

Asta
(urolig).

En liden gut, siger de.

Allmers.

Å, de kan jo svømme, allesammen.

Rita
(skriger i angst).

Hvor er Eyolf henne!

Allmers.

Bare rolig. Rolig. Eyolf er jo i haven og leger.

Asta.

Nej, i haven var han ikke –

Rita
(med oprakte arme).

Å, bare det ikke er ham!

Borghejm
(lytter og råber ned).

Hvis barn er det, siger I?

(Utydelige stemmer høres. Borghejm og Asta udstøder et undertrykt
skrig og styrter ned gennem haven.)

s. 231

Allmers
(i sjæleangst).

Det er ikke Eyolf! Det er ikke Eyolf, Rita!

Rita
(på verandaen, lyttende).

Hys; vær stille! Lad mig høre, hvad de siger!

(Rita flygter med et skærende skrig ind i værelset.)

Allmers
(efter hende).

Hvad var det de sa’?

Rita
(segner ned ved lænestolen til venstre).

De sa’: krykken flyder!

Allmers
(næsten lammet).

Nej! Nej! Nej!

Rita
(hæst).

Eyolf! Eyolf! Å, men de må redde ham!

Allmers
(halvt i vildelse).

Umulig andet! Så dyrt et liv! Så dyrt et liv!

( han iler ned gennem haven.)

ANDEN AKT.

(En liden, trang dal i Allmers’s skog nede ved stranden. Høje, gamle
træer til venstre luder ud over stedet. Nedover bakkedraget i bag-
grunden fosser en bæk, som taber sig mellem stene i skogranden. En
sti slynger sig langs bækken. Til højre står kun enkelte træer, mellem
hvilke fjorden skimtes. Foran ses hjørnet af et bådskur med en op-
trukken båd. Under de gamle træer til venstre står et bord med bænk
og et par stole, alt tømret af tynde birkestammer. Det er en tung, regn-
fuld dag med drivende tågeskyer.)

(Alfred Allmers, klædt som før, sidder på bænken og støtter armene
mod bordet. Hans hat ligger foran ham. Han stirrer ubevægelig og
åndsfraværende frem for sig ud over vandet.)

(Lidt efter kommer Asta Allmers ned ad skogstien. Hun bærer opslået
paraply.)

Asta
(går stille og varsomt hen til ham).

Du skulde ikke sidde her nede i gråvejret, Alfred.

Allmers
(nikker langsomt uden at svare).

Asta
(slår paraplyen sammen).

Jeg har gåt så længe og ledt efter dig.

Allmers
(udtryksløst).

Tak.

s. 233

Asta
(flytter en stol og sætter sig hos ham).

Har du siddet længe her nede? Hele tiden?

Allmers
(svarer ikke. Om lidt siger han):

Nej, jeg kan ikke fatte det. Jeg synes, det er
så rent umuligt, – dette her.

Asta
(lægger deltagende hånden på hans arm).

Du stakkers Alfred.

Allmers
(stirrer på hende).

Er det da også virkelig sandt, Asta? Eller er
jeg ble’t gal? Eller drømmer jeg bare? Å, om det
bare var en drøm! Tænk, hvor dejligt, hvis jeg nu
vågned!

Asta.

Å, om jeg så sandt kunde vække dig.

Allmers
( ser ud over vandet).

Hvor ubarmhjertig fjorden ser ud idag. Ligger
så tung og døsig. Blygrå, – med gule glimt, – og
spejler regnskyerne.

Asta
(bønligt).

Å, Alfred, sid ikke og stir ud på den fjorden!

Allmers
(uden at høre på hende).

På overfladen, ja. Men på dybet, – der går
den stride understrøm –

s. 234

Asta
(angst).

Å, for Gud i himmelens skyld, – tænk ikke på
dybet!

Allmers
( ser mildt på hende).

Du tror nok, at han ligger her lige udenfor,
du? Men det gør han ikke, Asta. Det må du ikke
tro. For du må huske på, hvor rivende strømmen
går udover her. Lige til havs.

Asta
(kaster sig hulkende mod bordet med hænderne for ansigtet).

Å Gud , – å Gud !

Allmers
(tungt).

Derfor er lille Eyolf kommet så langt – langt
bort fra os andre nu.

Asta
( ser bedende op på ham).

Å, Alfred, sig da ikke sådant noget!

Allmers.

Jo, du kan selv regne det ud. Du, som er så
flink –. På otteogtyve–niogtyve timer –. Lad mig
se –! Lad mig se –!

Asta
(skriger og holder for ørerne).

Alfred –!

Allmers
(knuger hånden hårdt mod bordet).

Men kan du skønne meningen i sligt noget, du?

s. 235

Asta
( ser på ham).

I hvad for noget?

Allmers.

I dette her, som er gjort imod mig og Rita.

Asta.

Meningen i det?

Allmers
(utålmodig).

Ja, meningen, siger jeg. For en mening må
der da vel være i det. Livet, tilværelsen, – tilskik-
kelsen kan da vel ikke være så rent meningsløs
heller.

Asta.

Å, hvem kan sige noget sikkert og visst om de
ting, kære Alfred?

Allmers
( ler bittert).

Nej-nej ; du kan såmæn ha’ ret i det. Kanske
det går sådan på måfå, altsammen, du. Skøtter sig
selv, som et drivende skibsvrag uden ror. Kan så-
mæn gerne være, det. – Det synes næsten så idet-
mindste.

Asta
(tankefuld).

Om det nu bare syntes –?

Allmers
( heftig ).

Så? Kan du kanske greje det ud for mig?
For jeg kan det ikke. (blødere.) Her går Eyolf og
skal netop træde ind i åndsbevidst liv. Bærer på

s. 236

så uendelig mange muligheder. Rige muligheder
kanske . Skulde fylde min tilværelse med glæde og
stolthed. Og så behøves det bare, at her kommer
et forrykt, gammelt kvindemenneske – og viser frem
en hund i en pose –

Asta.

Men vi véd jo sletikke, hvorledes det egentlig
er gået til.

Allmers.

Jo, vi véd. Gutterne så hende jo ro ud over
fjorden. De så Eyolf stå alene yderst ude på bryg-
gen. Så ham stirre efter hende – og ligesom svimle.
(bævende.) Og så var det, han styrted udfor – og
blev borte.

Asta.

Ja, ja. Men alligevel –

Allmers.

Hun har draget ham i dybet. Vær viss på
det, du.

Asta.

Men, kære, hvorfor skulde hun det?

Allmers.

Ja, se , – det er sagen! Hvorfor skulde hun?
Der er ingen gengældelse bagved. Ingenting at sone,
mener jeg. Eyolf har aldrig gjort hende noget ondt.
Aldrig råbt efter hende. Aldrig kastet sten på hun-
den. Han havde jo hverken set hende eller hunden
for sine øjne før igår. Ingen gengældelse altså. Så
grundløst, det hele. Så rent meningsløst, Asta. –
Og alligevel så har verdensordenen brug for det.

Asta.

Har du talt med Rita om de ting?

s. 237

Allmers
(ryster på hodet).

Jeg synes, jeg bedre kan tale med dig om
sligt. (ånder tungt.) Og om alt andet også.

(Asta tager sysager og en liden pakke i papir op af lommen. Allmers
sidder åndsfraværende og ser til.)

Allmers.

Hvad er det for noget, du har der, Asta?

Asta
(tager hans hat).

Lidt sort flor.

Allmers.

Å, hvad skal nu sligt noget til?

Asta.

Rita har bedt mig om det. Må jeg?

Allmers.

Å ja; gerne for mig.

( hun syr floret om hatten.)

Allmers
(sidder og ser på hende).

Hvor er Rita henne?

Asta.

Hun går lidt omkring oppe i haven, tror jeg.
Borghejm er med hende.

Allmers
(lidt forundret).

Ja så? Er Borghejm herude idag også?

Asta.

Ja. Han kom ud med middagstoget.

s. 238

Allmers.

Det havde jeg ikke tænkt.

Asta
(syr).

Han holdt så inderlig af Eyolf.

Allmers.

Borghejm er en trofast sjæl, Asta.

Asta
(med stille varme).

Ja, han er rigtignok trofast. Det er visst.

Allmers
(fæster øjnene på hende).

Du holder i grunden af ham.

Asta.

Ja, jeg gør det.

Allmers.

Men alligevel så kan du ikke beslutte dig til –?

Asta
(afbrydende).

Å, snille Alfred, tal ikke om det!

Allmers.

Jo, jo, – sig mig bare, hvorfor du ikke kan –?

Asta.

Å nej da! Jeg be’r dig så bønlig. Du må ende-
lig ikke spørge mig. For det er så pinligt for mig,
ser du. – Se så. Nu er hatten færdig.

Allmers.

Tak.

s. 239

Asta.

Men så var det den venstre armen.

Allmers.

Skal den også ha’ flor?

Asta.

Ja, det hører jo til.

Allmers.

Nå, – gør som du vil da.

( hun flytter sig nærmere og begynder at sy.)

Asta.

Hold så armen stille. Så jeg ikke stikker dig.

Allmers
(med et halvt smil).

Dette her er ligesom i gamle dage.

Asta.

Ja, synes du ikke det?

Allmers.

Dengang du var en liden pige sad du også så-
dan og stelled med mit tøj.

Asta.

Så godt jeg kunde, ja.

Allmers.

Det første, du sy’de for mig, – det var også
sort flor.

Asta.

Så?

Allmers.

Om studenterhuen. Dengang far døde fra os.

s. 240

Asta.

Sy’de jeg da? – Tænk, det husker jeg ikke.

Allmers.

Å nej; du var jo så liden dengang.

Asta.

Ja, da var jeg liden.

Allmers.

Og så to år bagefter, – da vi misted din mor,
– da sy’de du et stort armflor til mig også.

Asta.

Jeg syntes, det skulde så være, jeg.

Allmers
(klapper hende på hånden).

Ja, ja, det skulde jo også så være, Asta. –
Og da vi så var ble’t alene i verden, vi to –. Er
du alt færdig?

Asta.

Ja. (lægger sysagerne sammen.) Det blev dog en dejlig
tid for os igrunden, Alfred. Vi to alene.

Allmers.

Ja, det blev det. Så hårdt vi end sled.

Asta.

Du sled.

Allmers
(livfuldere).

Å, du sled såmæn på din vis, du også, –
(smiler.) du, min kære, trofaste – Eyolf.

Asta.

Uf, – du skal ikke minde mig om det dumme
vås med navnet.

s. 241

Allmers.

Nå, hvis du havde været en gut, så skulde du
jo ha’ hedt Eyolf.

Asta.

Ja, hvis, ja. Men da du så var ble’t student –.
(smiler uvilkårlig.) Tænk, at du kunde være så barnagtig
alligevel.

Allmers.

Var det mig, som var barnagtig!

Asta.

Ja, det synes jeg da rigtignok nu, når jeg husker
på det. For du skammed dig over, at du ikke havde
nogen bror. Bare en søster.

Allmers.

Nej, det var såmæn dig, du. Du skammed dig.

Asta.

Å ja, lidt, jeg også, kanske . Og så syntes jeg
ligesom synd i dig –

Allmers.

Ja, du gjorde nok det. Og så fandt du mine
gamle gutteklæder frem –

Asta.

De pene søndagsklæderne, ja. Kan du huske
den blå blusen og knæbukserne?

Allmers
(dvæler med øjnene på hende).

Hvor godt jeg husker dig, når du trak dem på
dig og gik med dem.

Henrik Ibsens samlede værker. IX.

s. 242

Asta.

Ja, men det gjorde jeg da bare, når vi var
hjemme alene.

Allmers.

Og så alvorlige og så vigtige, som vi da var,
du. Og jeg kaldte dig bestandig Eyolf.

Asta.

Men, Alfred, dette her har du da vel aldrig for-
talt til Rita?

Allmers.

Jo, jeg tror jeg har fortalt hende det en gang.

Asta.

Nej men, Alfred, hvor kunde du da gøre det!

Allmers.

Å, ser du, – man fortæller jo sin hustru alting
– sågodtsom.

Asta.

Ja, man gør vel det, kan jeg tænke.

Allmers
(ligesom vågnende, griber sig til panden og springer op).

Ah, – at jeg kan sidde her og –

Asta
(rejser sig, ser bekymret på ham).

Hvad er det med dig?

Allmers.

Han kom næsten bort fra mig. Rent bort
kom han.

Asta.

Eyolf!

s. 243

Allmers.

Her sad jeg og leved i minderne. Og han var
ikke med.

Asta.

Jo, Alfred, – lille Eyolf var bag det altsammen.

Allmers.

Han var det ikke. Han gled ud af mit sind.
Ud af mine tanker. Jeg så ham ikke for mig et øje-
blik, mens vi sad og talte sammen. Glemte ham
rent den lange stund.

Asta.

Å, men du må da også hvile lidt ud i sorgen.

Allmers.

Nej, nej, nej, – det er just det, jeg ikke må!
Det har jeg ikke lov til. Ikke ret til. – Og ikke
hjerte til heller. (går i oprør hen imod højre.) Jeg har bare
at dvæle der ude, hvor han ligger og driver nede
på dybet!

Asta
(efter ham, holder ham fast).

Alfred, – Alfred! Kom ikke til fjorden!

Allmers.

Jeg må ud til ham! Slip mig, Asta! Jeg vil
ha’ fat i båden.

Asta
(i skræk).

Kom ikke til fjorden, siger jeg!

Allmers
(eftergivende).

Nej, nej, – jeg skal ikke. Lad mig bare være.

16*

s. 244

Asta
(fører ham hen til bordet).

Du må hvile tankerne, Alfred. Kom her og
sæt dig.

Allmers
(vil sætte sig på bænken).

Ja, ja, – som du vil da.

Asta.

Nej, du skal ikke sætte dig der.

Allmers.

Jo, lad mig.

Asta.

Nej; gør ikke det! For så sidder du bare og
ser udover – (nøder ham ned på en stol med ryggen mod højre.)
Se så. Nu sidder du godt. (sætter sig selv på bænken.)
Og så skal vi snakke lidt sammen igen.

Allmers
(ånder hørligt).

Det gjorde godt at få dulme savnet og sorgen
et øjeblik.

Asta.

Du må det, Alfred.

Allmers.

Men synes du ikke, at jeg er forfærdelig slap
og sløv, – at jeg kan det?

Asta.

Å nej da. For det er visst umuligt at kredse
bestandig om et og det samme.

Allmers.

Ja, for mig er det umuligt. Før du kom ned

s. 245

til mig, sad jeg her og vånded mig så usigelig i
denne jagende og nagende sorg –

Asta.

Ja?

Allmers.

Og vil du så tro det, Asta –? Hm –

Asta.

Nå?

Allmers.

Midt i vånden så greb jeg mig i at gætte på,
hvad vi skulde ha’ til middag idag.

Asta
(beroligende).

Ja, ja, bare der er hvile i det, så –

Allmers.

Ja tænk, du, – jeg syntes, der var ligesom
hvile i det. (rækker hende hånden over bordet.) Hvor godt
det er, at jeg har dig, Asta. Det er jeg så glad for.
Glad, glad – midt i sorgen.

Asta
( ser alvorligt på ham).

Du skal først og fremst være glad for, at du
har Rita.

Allmers.

Ja, det forstår sig jo af sig selv. Men Rita er
jeg ikke i slægt med. Det er ikke som at ha’ en
søster.

Asta
(spændt).

Siger du det, Alfred?

s. 246

Allmers.

Ja, vor slægt er noget for sig selv. (halvt spøgende.)
Altid så har vi havt lyse forbogstaver i navnene.
Kan du huske, hvor tidt vi snakked om det før?
Og alle slægtningerne, – alle er de lige fattige. Og
alle har vi samme slags øjne.

Asta.

Synes du, jeg også har –?

Allmers.

Nej, du slægter jo så aldeles på din mor, du.
Ligner sletikke os andre. Ikke far engang. Men
alligevel –

Asta.

Alligevel –?

Allmers.

Ja, jeg tror, at samlivet alligevel har præget os
begge to efter hinandens billede. I sindet, mener jeg.

Asta
(varmt bevæget).

Å, det må du aldrig sige, Alfred. Det er mig
alene, som har taget mit præg efter dig. Og det er
dig, som jeg skylder alt, – alt godt i verden.

Allmers
(ryster på hodet).

Du skylder mig ingenting, Asta. Tvert imod –

Asta.

Alt skylder jeg dig! Det må du da kunne sige
dig selv. Intet offer har været dig for tungt –

Allmers
(afbrydende).

Å hvad – offer! Kom ikke med sligt noget. –

s. 247

Jeg har bare holdt af dig, Asta. Lige fra du var
et lidet barn. (efter et kort ophold.) Og så syntes jeg
altid, at jeg havde så megen uret at gøre god
igen også.

Asta
(forundret).

Uret! Du?

Allmers.

Ikke just for egen regning. Men –

Asta
(spændt).

Men –?

Allmers.

For fars.

Asta
(farer halvt op fra bænken).

For – fars! (sætter sig igen.) Hvad mener du med
det, Alfred?

Allmers.

Far var aldrig rigtig snil imod dig.

Asta
( heftig ).

Å, sig da ikke det!

Allmers.

Jo, for det er sandt. Han holdt ikke af dig.
Ikke sådan, som han skulde.

Asta
(undvigende).

Nej, kanske ikke sådan, som han holdt af dig.
Det var da rimeligt.

s. 248

Allmers
(vedbliver).

Og hård var han ofte imod din mor også. I
alt fald i de sidste årene.

Asta
(sagte).

Mor var jo så meget, meget yngre end han.
Husk på det.

Allmers.

Tror du ikke, at de passed rigtig sammen?

Asta.

Kanske de ikke gjorde det.

Allmers.

Ja, men alligevel –. Far, som ellers var så
blød og varmhjertet –. Så venlig imod alle men-
nesker –

Asta
(stille).

Mor var vel heller ikke altid, som hun skulde
være.

Allmers.

Var ikke din mor!

Asta.

Kanske ikke altid.

Allmers.

Imod far, mener du?

Asta.

Ja.

Allmers.

Det mærked jeg da aldrig noget til.

s. 249

Asta
(kæmpende med gråden, rejser sig).

Å, kære Alfred, – lad dem hvile, – de som
borte er.

( hun går henover mod højre.)

Allmers
(står op).

Ja, lad dem hvile. (vrider hænderne.) Men de, som
borte er, – de la’r ikke os hvile, Asta. Hverken
dag eller nat.

Asta
( ser varmt på ham).

Med tiden vil alt sammen kendes mildere,
Alfred.

Allmers
( ser hjælpeløs på hende).

Ja, tror ikke du også det? – Men hvorledes jeg
skal vinde over disse her forfærdelige, første dagene –.
(hæst.) Nej, det skønner jeg ikke.

Asta
(bedende, lægger hænderne på hans skuldre).

Gå op til Rita. Å, jeg be’r dig så bønligt –

Allmers
( heftig , drager sig væk).

Nej, nej, nej, – snak ikke til mig om det!
For jeg kan ikke, ser du. (roligere.) Lad mig få bli’
her sammen med dig.

Asta.

Ja, jeg skal ikke gå fra dig.

Allmers
(griber hendes hånd og holder den fast).

Tak for det! ( ser en stund ud over fjorden.) Hvor er

s. 250

min lille Eyolf henne nu? (smiler tungt til hende.) Kan
du sige mig det, – du min store, kloge Eyolf?
(ryster på hodet.) Ingen i hele verden kan sige mig det.
Jeg véd bare det ene, forfærdelige, at jeg ikke har
ham længer.

Asta
( ser op mod venstre og trækker hånden til sig).

Nu kommer de.

(Fru Allmers og ingeniør Borghejm kommer gående nedover skogstien;
hun foran; han bagefter. Hun er mørkt klædt, med et sort slør over
hodet. Han har paraply under armen.)

Allmers
(går hende imøde).

Hvorledes har du det, Rita?

Rita
(går forbi ham).

Å, spørg ikke.

Allmers.

Hvad vil du her?

Rita.

Bare se efter dig. Hvad ta’r du dig til?

Allmers.

Ikke noget. Asta kom ned til mig.

Rita.

Ja, men før Asta kom? Du har været borte
fra mig hele formiddagen.

Allmers.

Jeg har siddet her og set ud over vandet.

Rita.

Uh, – at du kan det!

s. 251

Allmers
(utålmodig).

Jeg er helst alene nu!

Rita
(går urolig omkring).

Og så sidde stille! På en og samme plet!

Allmers.

Jeg har jo ingen verdens ting at gå efter.

Rita.

Jeg kan ikke holde det ud nogetsteds. Mindst
her, – med fjorden lige ind på sig.

Allmers.

Just det, at fjorden er så nær.

Rita
(til Borghejm).

Synes ikke De, han skulde gå op med os andre?

Borghejm
(til Allmers).

Jeg tror, det vilde være bedre for Dem.

Allmers.

Nej, nej, – lad mig heller få være, hvor jeg er.

Rita.

Så blir jeg hos dig, Alfred.

Allmers.

Nå ja, så gør det da. – Bliv du også, Asta.

Asta
(hvisker til Borghejm).

Lad dem få være alene!

s. 252

Borghejm
(med et forstående blik).

Frøken Allmers, – går vi lidt udover – langs
stranden? For allersidste gang?

Asta
(tager sin paraply).

Ja, kom. Lad os gå lidt udover.

(Asta og Borghejm går ud sammen bag bådskuret.)

(Allmers driver lidt omkring. Derefter sætter han sig på en sten under
træerne i forgrunden til venstre.)

Rita
(kommer nærmere og står foran ham med foldede, nedhængende hænder).

Kan du tænke dig den tanke, Alfred, – at vi
har mistet Eyolf?

Allmers
( ser tungt ned for sig).

Vi får vænne os til at tænke den.

Rita.

Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Og så dette gru-
fulde syn, som vil stå for mig gennem hele livet.

Allmers
( ser op).

Hvilket syn? Hvad har du set ?

Rita.

Jeg selv har ikke set noget. Bare hørt det for-
tælle. Å –!

Allmers.

Sig det lige så godt straks.

Rita.

Jeg fik Borghejm med mig ned til bryggen –

s. 253

Allmers.

Hvad vilde du der?

Rita.

Spørge gutterne ud om, hvorledes det var gåt til.

Allmers.

Det véd vi jo.

Rita.

Vi fik vide mere.

Allmers.

Nå!

Rita.

Det er ikke sandt, det, at han blev rent borte
med engang.

Allmers.

Siger de det nu?

Rita.

Ja. De siger, at de så ham ligge nede på bun-
den. Dybt nede i det klare vand.

Allmers
(tænderskærende).

Og de redded ham ikke!

Rita.

De kunde vel ikke.

Allmers.

De kunde svømme, – allesammen. – Sa’ de,
hvorledes han lå, mens de så ham?

Rita.

Ja. De sa’, han lå på ryggen. Og med store,
åbne øjne.

s. 254

Allmers.

Åbne øjne. Men ganske stille?

Rita.

Ja, ganske stille. Og så kom noget og tog ham
udover. De kaldte det en strømsætning.

Allmers
(nikker langsomt).

Det var altså det sidste, de så af ham.

Rita
(grådkvalt).

Ja.

Allmers
(med dump røst).

Og aldrig, – aldrig får nogen se ham mere.

Rita
(jamrende).

Dag og nat vil han stå for mig, som han lå
dernede.

Allmers.

Med de store, åbne øjne.

Rita
(gyser).

Ja, med de store, åbne øjne. Jeg ser dem!
Jeg ser dem for mig!

Allmers
(rejser sig langsomt og ser stille truende på hende).

Var de onde, de øjnene, Rita?

Rita
(blegner).

Onde –!

s. 255

Allmers
(går tæt hen til hende).

Var det onde øjne, som stirred opad? Dernede
fra dybet?

Rita
(viger tilbage).

Alfred –!

Allmers
(følger efter).

Svar mig på det! Var det onde barneøjne?

Rita
(skriger).

Alfred! Alfred!

Allmers.

Nu har vi fåt det, – slig, som du ønsked, Rita.

Rita.

Jeg! Hvad ønsked jeg?

Allmers.

At Eyolf ikke var her.

Rita.

Aldrig i verden har jeg ønsket det! At ikke
Eyolf stod imellem os to, – det ønsked jeg.

Allmers.

Nå ja, – herefter gør han det jo ikke mere.

Rita
(sagte, stirrer frem for sig).

Kanske herefter mest. (farer sammen.) Å, dette gru-
fulde syn!

Allmers
(nikker).

De onde barneøjne, ja.

s. 256

Rita
(i angst, viger tilbage).

Lad mig være, Alfred! Jeg er ræd for dig!
Slig har jeg aldrig set dig før.

Allmers
( ser hårdt og koldt på hende).

Sorgen gør ond og styg.

Rita
( ræd, men dog trodsig).

Jeg føler det så, jeg også.

(Allmers går hen imod højre og ser ud over fjorden. Rita sætter sig
ved bordet. Kort ophold.)

Allmers
(vender hodet imod hende).

Du har aldrig holdt helt og fuldt af ham.
Aldrig!

Rita
(koldt, behersket).

Eyolf vilde aldrig la’ sig fange helt og fuldt ind
til mig.

Allmers.

Fordi du ikke vilde.

Rita.

Å jo, du. Jeg vilde nok mere end gerne. Men
der stod nogen ivejen. Lige fra først af.

Allmers
(vender sig helt).

Jeg stod ivejen, mener du?

Rita.

Å nej. Ikke fra først af.

s. 257

Allmers
(går nærmere).

Hvem da?

Rita.

Tanten.

Allmers.

Asta.

Rita.

Ja. Asta stod og stængte vejen for mig.

Allmers.

Siger du det, Rita?

Rita.

Ja. Asta, – hun fanged ham – lige fra det
hændte, – det ulykkelige faldet.

Allmers.

Gjorde hun det, så gjorde hun det i kærlighed.

Rita
( heftig ).

Just det! Jeg tåler ikke at dele noget med en
anden en! Ikke i kærlighed!

Allmers.

Vi to skulde ha’ delt ham mellem os i kær-
lighed.

Rita
( ser hånlig på ham).

Vi? Å, du har i grunden aldrig havt rigtig
kærlighed til ham, du heller.

Allmers
( ser forbauset på hende).

Har jeg ikke –!

Henrik Ibsens samlede værker. IX.

s. 258

Rita.

Nej, du har ikke. Først så var du jo så helt
fangen af denne bogen – om ansvaret.

Allmers
(stærkt).

Ja, det var jeg. Men netop den, du, – den
ofred jeg for Eyolfs skyld.

Rita.

Ikke af kærlighed til ham.

Allmers.

Hvorfor da, mener du?

Rita.

Fordi du gik her og fortærtes af mistro til dig
selv. Fordi du var begyndt at tvile på, at du havde
noget stort kald at leve for i verden.

Allmers
(forskende).

Har du kunnet mærke noget sådant på mig?

Rita.

Å ja, – lidt efter lidt. Og så trængte du til
noget nyt, som kunde fylde dig. – Jeg var dig vel
sagtens ikke nok længer.

Allmers.

Det er forvandlingens lov, Rita.

Rita.

Derfor var det, du vilde gøre et vidunderbarn
af stakkers lille Eyolf.

Allmers.

Det vilde jeg ikke. Jeg vilde gøre et lykkeligt
væsen af ham. Det alene vilde jeg.

s. 259

Rita.

Men ikke af kærlighed til ham. Gå i dig selv!
(med skyhed i udtrykket.) Og gransk alt det, som ligger
under – og bagved.

Allmers
(undgår hendes øjne).

Der er noget, du vil forbi.

Rita.

Du også.

Allmers
( ser tankefuld på hende).

Hvis det er, som du tænker, så har vi to i
grunden aldrig ejet vort eget barn.

Rita.

Nej. Ikke fuldt ud i kærlighed.

Allmers.

Og alligevel så går vi nu her og sørger så bit-
terlig over ham.

Rita
(bittert).

Ja, er det ikke underligt at tænke sig? Gå her
og sørge slig over en liden fremmed gut.

Allmers
(i udbrud).

Å, kald ham da ikke fremmed!

Rita
(ryster tungt på hodet).

Vi vandt aldrig gutten, Alfred. Ikke jeg. Ikke
du heller.

17*

s. 260

Allmers
(vrider hænderne).

Og nu er det for sent! For sent!

Rita.

Og så rent trøstesløst – altsammen.

Allmers
(pludselig opfarende).

Du er den skyldige her!

Rita
(rejser sig).

Jeg!

Allmers.

Ja, du! Du er skyld i, at han blev , – som
han blev! Det er din skyld, at han ikke kunde
berge sig op af vandet.

Rita
(afværgende).

Alfred, – du skal ikke kaste det over på mig!

Allmers
(mere og mere ude af sig selv).

Jo, jo, jeg gør det! Det var dig, som lod det
spæde barn ligge og skøtte sig selv på bordet.

Rita.

Han lå så blødt i puderne. Og sov så trygge-
lig. Og du havde lovet at passe barnet.

Allmers.

Ja, det havde jeg. (sænker stemmen.) Men så kom
du, du, du, – og lokked mig ind til dig.

s. 261

Rita
( ser trodsig på ham).

Å, sig heller, at du glemte både barnet og alt
andet.

Allmers
(i undertrykt raseri).

Ja, det er sandt. (sagtere.) Jeg glemte barnet –
i dine arme!

Rita
(oprørt).

Alfred! Alfred, – det er afskyeligt af dig!

Allmers
(sagte, knytter hænderne imod hende).

I den stund dødsdømte du lille Eyolf.

Rita
(vildt).

Du også! Du også, – hvis så er!

Allmers.

Å ja, – kræv du mig også til regnskab, – om
du så vil. Vi har forbrudt os, begge to. – Og der-
for var der gengældelse i Eyolfs død alligevel.

Rita.

Gengældelse?

Allmers
(mere behersket).

Ja. Dom over dig og mig. Nu går vi her,
som vi har forskyldt. I lønlig, fejg anger lod vi os
skræmme fra ham, mens han leved. Tålte ikke at
se den, – den, han måtte slæbe på –

Rita
(sagte).

Krykken.

s. 262

Allmers.

Ja, just den. – Og det, som vi nu går her og
kalder for sorg og savn, – det er samvittighedsnag,
Rita. Ikke noget andet.

Rita
(stirrer rådløs på ham).

Jeg synes, dette her må bære ind i fortvilelse,
– lige ind i vanvid for os begge to. For vi kan jo
aldrig, – aldrig få gøre det godt igen.

Allmers
(greben af stillere stemning).

Jeg drømte om Eyolf inat. Jeg syntes, jeg så
ham komme op fra bryggen. Han kunde springe,
ligesom andre gutter. Der var altså ingenting hændt
ham. Hverken det ene eller det andet. Den kvælende
virkelighed var altså bare en drøm, tænkte jeg. Å[HIS: bokstaven er skadet øverst, kan både være 'A' og 'Å'],
hvor jeg takked og velsigned – (holder inde.) hm –

Rita
( ser på ham).

Hvem?

Allmers
(undvigende).

Hvem –?

Rita.

Ja; hvem takked og velsigned du?

Allmers
(afvisende).

Jeg lå jo og drømte, hører du –

Rita.

Nogen, som du ikke selv tror på?

s. 263

Allmers.

Det kom nu sådan over mig alligevel. Jeg var
jo i søvne –

Rita
(bebrejdende).

Du skulde ikke gjort mig tvilende, Alfred.

Allmers.

Vilde det været ret af mig, om jeg havde lad’t
dig gå gennem livet med tomme forestillinger?

Rita.

Det havde været bedre for mig. For så havde
jeg da havt noget at fortrøste mig til. Nu går jeg
her og véd hverken ud eller ind.

Allmers
( ser skarpt på hende).

Om du nu havde valget –. Om du kunde følge
Eyolf did hen, hvor han nu er –?

Rita.

Ja? Hvad så?

Allmers.

Om du havde fuld forvisning om, at du vilde
finde ham igen, – kende ham, – forstå ham –?

Rita.

Ja, ja; hvad så?

Allmers.

Vilde du så frivillig gøre springet over til ham?
Frivillig gå bort fra alt dette her? Gi’ afkald på
hele jordlivet? Vilde du det, Rita?

s. 264

Rita
(sagte).

Nu straks?

Allmers.

Ja; nu idag. I denne time. Svar mig på det.
Vilde du?

Rita
(nølende).

Å, jeg véd ikke, Alfred. – Nej; jeg tror, jeg
først vilde bli’ nogen tid her hos dig.

Allmers.

For min skyld?

Rita.

Ja, bare for din skyld.

Allmers.

Men så bagefter da? Vilde du så –? Svar!

Rita.

Å, hvad skal jeg svare på sligt? Jeg kunde
jo ikke gå ifra dig. Aldrig! Aldrig!

Allmers.

Men om nu jeg gik til Eyolf? Og du havde
den fuldeste forvisning om, at du skulde træffe både
ham og mig der. Vilde du så komme over til os?

Rita.

Jeg vilde nok. Å, så gerne! Så gerne! Men –

Allmers.

Nå?

Rita
(stønner sagte).

Jeg kunde det ikke, – det føler jeg. Nej,

s. 265

nej; jeg kunde det sletikke! Ikke for al himlens
herlighed!

Allmers.

Ikke jeg heller.

Rita.

Nej, ikke sandt, Alfred! Du kunde det ikke,
du, heller!

Allmers.

Nej. For her, i jordlivet, hører vi levende
hjemme.

Rita.

Ja, her er den slags lykke, som vi forstår.

Allmers
(mørkt).

Å, lykken, – lykken, du –

Rita.

Du mener vel, at lykken – den finder vi aldrig
mere. ( ser spørgende på ham.) Men ifald –? ( heftig .) Nej,
nej; jeg tør ikke sige det! Ikke tænke det engang.

Allmers.

Jo, sig det. Sig det bare, Rita.

Rita
(nølende).

Kunde vi ikke prøve på –? Skulde det ikke
være gørligt, at vi kunde glemme ham?

Allmers.

Glemme Eyolf.

Rita.

Glemme angeren og naget, mener jeg.

s. 266

Allmers.

Kunde du ønske det?

Rita.

Ja. Ifald det var gørligt. (i udbrud.) For dette
her, – det bærer jeg ikke i længden! Å, kan vi da
ikke finde på noget, som der er glemsel i!

Allmers
(ryster på hodet).

Hvad skulde vel det være?

Rita.

Kunde vi ikke prøve med at rejse langt bort?

Allmers.

Fra hjemmet? Du, som ikke trives noget andet
sted end just netop her.

Rita.

Nå, så se mange mennesker hos os da? Føre
stort hus. Kaste os ind i noget, som kunde døve
og dulme.

Allmers.

Sligt liv ligger ikke for mig. – Nej, – så fik
jeg heller prøve på at ta’ mit arbejde op igen.

Rita
(hvast).

Dit arbejde? Det, som så tidt har ståt som
væg og mur imellem os?

Allmers
(langsomt, ser stivt på hende).

Der må altid være væg og mur imellem os to
herefter.

s. 267

Rita.

Hvorfor må det –?

Allmers.

Hvem véd, om ikke store, åbne barneøjne ser
på os nat og dag.

Rita
(sagte, gysende).

Alfred, – dette er forfærdeligt at tænke sig!

Allmers.

Vor kærlighed har været som en fortærende
brand. Nu må den være sluknet –

Rita
(imod ham).

Sluknet!

Allmers
(hårdt).

Den er sluknet, – i én af os.

Rita
(som forstenet).

Og det tør du sige mig!

Allmers
(mildere).

Den er død, Rita. Men i det, som jeg nu, i
medskyldighed og bodstrang, føler for dig, – i det
skimter jeg ligesom en opstandelse –

Rita
(voldsom).

A , jeg bry’r mig ikke om nogen opstandelse!

Allmers.

Rita!

s. 268

Rita.

Jeg er et varmblodigt menneskebarn, jeg! Går
ikke omkring og døser, – med fiskeblod i årerne.
(vrider sine hænder.) Og så være stængt inde på livstid
– i anger og nag! Stængt inde med en, som ikke
længer er min, min, min!

Allmers.

Det måtte så ende engang, Rita.

Rita.

Måtte det så ende! Det, som begyndte mellem
os i slig en mødende kærlighed!

Allmers.

Min kærlighed var ikke mødende fra først af.

Rita.

Hvad følte du da allerførst for mig?

Allmers.

Skræk.

Rita.

Det kan jeg forstå. Men hvorledes vandt jeg
dig da alligevel?

Allmers
(dæmpet).

Du var så fortærende dejlig, Rita.

Rita
( ser prøvende på ham).

Det alene var det altså? Sig det, Alfred! Det
alene?

Allmers
(med overvindelse).

Nej; der var noget ved siden af også.

s. 269

Rita
(i udbrud).

Jeg aner, hvad det var for noget! Det var
«guldet og de grønne skoge», som du siger. Var
det så, Alfred?

Allmers.

Ja.

Rita
( ser dybt bebrejdende på ham).

Hvor kunde, – hvor kunde du det!

Allmers.

Jeg havde Asta at tænke på.

Rita
( heftig ).

Asta, ja! (bittert.) Det var altså i grunden Asta,
som førte os to sammen.

Allmers.

Hun vidste af ingenting. Hun aner det end
ikke den dag idag.

Rita
(afvisende).

Det var Asta alligevel! (smiler med et hånligt sideblik.)
Eller nej, – lille Eyolf var det. Lille Eyolf, du!

Allmers.

Eyolf –?

Rita.

Ja, kaldte du hende ikke Eyolf før? Jeg synes,
du sa’ det engang, – i en lønlig stund. (går nærmere.)
Mindes du den – den fortærende dejlige stund, Alfred?

s. 270

Allmers
(viger tilbage, som i gru).

Jeg mindes ingenting! Vil ingenting mindes!

Rita
(følger efter ham).

Det var i den stund, – da din anden lille Eyolf
blev krøbling!

Allmers
(dumpt, støtter sig til bordet).

Gengældelsen.

Rita
(truende).

Ja, gengældelsen!

(Asta og Borghejm kommer tilbage ved bådskuret. Hun bærer nogle
vandliljer i hånden.)

Rita
(behersket).

Nå, Asta, – har så du og herr Borghejm fåt
tale rigtig ud sammen?

Asta.

Å ja, – så nogenlunde.

( hun sætter paraplyen fra sig og lægger blomsterne på en stol.)

Borghejm.

Frøken Allmers har været svært ordknap på
turen.

Rita.

Nej, har hun det? Ja, da har Alfred og jeg
fåt tale ud sammen så det forslår –

Asta
( ser spændt på dem begge).

Hvad er det for noget –?

s. 271

Rita.

– så det forslår for hele livet, siger jeg. (af-
brydende.) Men kom så og lad os gå op, alle fire. Vi
må ha’ selskab om os herefter. Alfred og jeg klarer
det ikke alene.

Allmers.

Ja, gå bare foran, I andre. (vender sig.) Men dig
må jeg først tale et ord med, Asta.

Rita
( ser på ham).

Så? – Nå ja, kom De med mig da, herr Borg-
hejm.

(Rita og Borghejm går opover skogstien.)

Asta
(i angst).

Alfred, hvad er der på færde!

Allmers
(mørk).

Der er det, at jeg holder det ikke længer
ud her.

Asta.

Her! Sammen med Rita, mener du?

Allmers.

Ja. Rita og jeg kan ikke bli’ ved at leve
sammen.

Asta
(ryster ham i armen).

Men, Alfred, – sig da ikke noget så forfærdeligt!

Allmers.

Det er sandt, som jeg siger. Vi går her og gør
hinanden onde og stygge.

s. 272

Asta
(smærtelig bevæget).

Å, aldrig, – aldrig havde jeg da anet noget sligt!

Allmers.

Det er heller ikke gåt op for mig før idag.

Asta.

Og nu vil du –! Ja, hvad vil du da egentlig,
Alfred?

Allmers.

Jeg vil rejse fra det hele her. Langt bort fra
det altsammen.

Asta.

Og stå så ganske alene i verden?

Allmers
(nikker).

Ligesom før, ja.

Asta.

Men du er ikke skikket til at stå alene!

Allmers.

Å jo. Før var jeg det da ialfald.

Asta.

Ja før, ja. Dengang havde du jo mig hos dig.

Allmers
(vil tage hendes hånd).

Ja. Og det er dig, Asta, som jeg nu tyer hjem
til igen.

Asta
(undviger ham).

Til mig! Nej, nej, Alfred! Det er så rent
umuligt.

s. 273

Allmers
( ser tungt på hende).

Borghejm står altså ivejen alligevel?

Asta
(ivrig).

Nej, nej; det gør han ikke! Du ta’r fejl i det!

Allmers.

Godt. Så kommer jeg til dig, – du kære, kære
søster. Jeg må til dig igen. Hjem til dig for at
renses og forædles fra samlivet med –

Asta
(oprørt).

Alfred, – du forsynder dig imod Rita!

Allmers.

Jeg har forsyndet mig imod hende. Men ikke
i dette. A , tænk dig dog om, Asta! Hvorledes var
ikke samlivet mellem dig og mig? Var det ikke
som en eneste høj helligdag fra først til sidst?

Asta.

Jo, det var det, Alfred. Men sligt kan ikke
leves om igen.

Allmers
(bittert).

Mener du, at ægteskabet har så ubodelig for-
dærvet mig?

Asta
(rolig).

Nej, det mener jeg ikke.

Allmers.

Ja, så vil vi to leve vort fordums liv om igen.

Henrik Ibsens samlede værker. IX.

s. 274

Asta
(bestemt).

Det kan vi ikke, Alfred.

Allmers.

Jo, vi kan. For en brors og en søsters kær-
lighed –

Asta
(spændt).

Hvad den?

Allmers.

Det forhold er det eneste, som ikke står under
forvandlingens lov.

Asta
(sagte, bævende).

Men hvis nu det forhold ikke –

Allmers.

Ikke –?

Asta.

– ikke er vort forhold?

Allmers
(stirrer forbauset på hende).

Ikke vort? Kære, hvad mener du med det?

Asta.

Det er bedst, at jeg siger dig det straks, Alfred.

Allmers.

Ja, ja, sig det bare!

Asta.

Brevene til mor –. De, som ligger i mappen –

s. 275

Allmers.

Ja vel?

Asta.

Dem skal du ta’ og læse – når jeg er rejst.

Allmers.

Hvorfor skal jeg det?

Asta
(kæmpende med sig selv).

Jo, for så vil du se, at –

Allmers.

Nå!

Asta.

– at jeg ikke har ret til at bære – din fars
navn.

Allmers
(tumler tilbage).

Asta! Hvad er det for noget, du siger!

Asta.

Læs brevene. Så vil du se det. Og forstå det.
– Og kanske ha’ tilgivelse – for mor, også.

Allmers
(griber sig til hodet).

Jeg kan ikke fatte dette her. Ikke holde tanken
fast. Du, Asta, – du skulde altså ikke være –

Asta.

Du er ikke min bror, Alfred.

Allmers
(raskt, halvt trodsig, ser på hende).

Nå, men hvad ændrer det så egentlig i for-
holdet mellem os? Ingenting i grunden.

18*

s. 276

Asta
(ryster på hodet).

A t [HIS: 'l' har falt bort inni ordet] ændrer det, Alfred. Vort forhold er ikke
brors og søsters.

Allmers.

Nej-nej. Men lige helligt for det. Vil altid bli’
lige helligt.

Asta.

Glem ikke, – at det er under forvandlingens
lov, – som du sa’ nu nylig.

Allmers
( ser forskende på hende).

Mener du dermed, at –?

Asta
(stille, varmt bevæget).

Ikke et ord mere, – du kære, kære Alfred. –
(tager blomsterne fra stolen.) Ser du disse vandliljerne her?

Allmers
(nikker langsomt).

Det er af den slags, som skyder op, – dybt
nede fra bunden.

Asta.

Jeg plukked dem i tjernet. Der, hvor det flyder
ud i fjorden. (rækker dem frem.) Vil du ha’ dem, Alfred?

Allmers
(tager dem).

Tak.

Asta
(med tårefyldte øjne).

De er som en sidste hilsen til dig fra – fra
lille Eyolf.

s. 277

Allmers
( ser på hende).

Fra Eyolf derude? Eller fra dig?

Asta
(sagte).

Fra os begge. (tager paraplyen.) Kom så med op
til Rita.

( hun går opad skogstien.)

Allmers
(henter sin hat fra bordet og hvisker tungt).

Asta. Eyolf. Lille Eyolf –!

( han følger opover stien.)

TREDJE AKT.

(En kratbevokset højde i haven hos Allmers. Brat styrtning med ræk-
værk mod baggrunden og en nedgangstrappe på venstre side. Vid ud-
sigt over fjorden, som ligger dybt nede. En flagstang med snorer men
uden flag står ved rækværket. I forgrunden til højre et lysthus, dækket
af slyngvækster og vild vin. En bænk udenfor. Det er sen sommeraften
med klar himmel. Tiltagende halvmørke.)

(Asta sidder på bænken med hænderne i skødet. Hun er iført overtøj
og hat, har sin parasol ved siden af sig og en liden rejsetaske i en rem
over skuldren.)

(Borghejm kommer op fra baggrunden til venstre. Også han har en rejse-
taske over skuldren. På armen bærer han et sammenrullet flag.)

Borghejm
(får øje på Asta).

Å, heroppe holder De altså til?

Asta.

Jeg sidder og ser udover for sidste gang.

Borghejm .

Så var det jo godt, at jeg kikked her op også.

Asta.

Har De gåt og ledt efter mig?

s. 279

Borghejm.

Ja, jeg har. Jeg vilde gerne sige Dem farvel –
for denne gang. Ikke for den sidste, håber jeg.

Asta
(smiler svagt).

De er ihærdig, De.

Borghejm.

Det må en vejbryder være.

Asta.

Så De noget til Alfred? Eller Rita?

Borghejm.

Ja, jeg så dem begge to.

Asta.

Sammen?

Borghejm.

Nej. De er hver på sin kant .

Asta.

Hvad skal De gøre med det flaget?

Borghejm.

Fru Rita bad mig gå op og hejse det.

Asta.

Hejse flag nu?

Borghejm.

På halv stang. Det skal vaje både nætter og
dage, sa’ hun.

Asta
(sukker).

Stakkers Rita. Og stakkers Alfred.

s. 280

Borghejm
(beskæftiget med flaget).

Har De hjerte til at rejse fra dem? Ja, jeg
spør’. For jeg ser , De er rejseklædt.

Asta
(med lav stemme).

Jeg må rejse.

Borghejm.

Ja, når De må, så –

Asta.

Og De rejser jo også inat.

Borghejm.

Jeg må også. Jeg går med toget. Gør De
også det?

Asta.

Nej. Jeg ta’r ind med dampskibet.

Borghejm
(skotter hen til hende).

Hver sin vej altså.

Asta.

Ja.

( hun sidder og ser til, medens han hejser flaget halvt på stangen. Når
han er færdig, går han hen til hende.)

Borghejm.

Frøken Asta, – De kan ikke tænke Dem, hvor
jeg sørger over lille Eyolf.

Asta
( ser op til ham).

Ja, det er jeg viss på, at De gør.

s. 281

Borghejm.

Og det kendes så pinefuldt. For i grunden
ligger det sletikke for mig, det, at sørge.

Asta
(retter øjnene mod flaget).

Med tiden driver det over, – altsammen. Alle
sorgerne.

Borghejm.

Alle? Tror De det?

Asta.

Ligesom et bygevejr. Når De bare kommer
langt bort, så –

Borghejm.

Det måtte være bra’ langt bort, det.

Asta.

Og så har De jo det store, nye vejarbejdet også.

Borghejm.

Men ingen til at hjælpe mig i det.

Asta.

Å jo visst har De da så.

Borghejm
(ryster på hodet).

Ingen. Ingen til at dele glæden med. For det
er mest glæden, det gælder.

Asta.

Ikke møjen og besværet?

Borghejm

Pyt, – sligt noget kan en sagtens altid komme
ud over alene.

s. 282

Asta.

Men glæden, – den må deles med nogen, me-
ner De?

Borghejm.

Ja, hvad lykke var der ellers i det at være glad?

Asta.

Å nej, – der kan være noget i det.

Borghejm.

Nå, naturligvis kan en jo gå sådan til en tid
og være glad indeni sig selv. Men det forslår ikke
i længden. Nej, glæden, den må man være to om.

Asta.

Altid bare to? Aldrig flere? Aldrig mange?

Borghejm.

Nå, se , – det er nu på en anden måde, det.
– Frøken Asta, – kan De altså virkelig ikke be-
slutte Dem til at dele lykke og glæde og – og møje
og besvær med én , – med én eneste en alene?

Asta.

Jeg har prøvet det – engang.

Borghejm.

Har De?

Asta.

Ja, i al den tid, da min bror, – da Alfred og
jeg bode sammen.

Borghejm.

Nå, med Deres bror, ja. Det er jo noget ganske
andet. Det synes jeg må være mere at kalde for
fred end for lykke, det.

s. 283

Asta.

Dejligt var det alligevel.

Borghejm.

Ja se , – allerede bare det synes De var dej-
ligt. Men tænk så, – hvis han nu ikke havde været
Deres bror!

Asta
(vil rejse sig men bliver siddende).

Så havde vi jo aldrig levet sammen. For jeg
var barn dengang. Og han næsten også.

Borghejm
(lidt efter).

Var den så dejlig, den tiden?

Asta.

Ja, det kan De tro, den var.

Borghejm.

Opleved De da noget rigtig lyst og lykkeligt
dengang?

Asta.

Å ja, så meget. Så utrolig meget.

Borghejm.

Fortæl mig lidt om det, frøken Asta.

Asta.

Bare småting i grunden.

Borghejm.

Således som –? Nå?

Asta.

Således som den gang, da Alfred havde fåt sin
examen. Og havde ståt sig så godt. Og når han

s. 284

så lidt efter lidt fik en post ved en eller anden skole.
Eller når han sad og skrev på en afhandling. Og
læste den op for mig. Og så siden fik den trykt i
et tidsskrift.

Borghejm.

Ja, jeg skønner nok, at det må ha’ været et
dejligt, fredeligt liv. To søskende, som deler glæden.
(ryster på hodet.) Ikke begriber jeg, at Deres bror kunde
gi’ slip på Dem, Asta!

Asta
(i undertrykt bevægelse).

Alfred gifted sig jo.

Borghejm.

Var det ikke svært for Dem.

Asta.

Jo; i førstningen. Jeg syntes, at jeg rent havde
mistet ham med det samme.

Borghejm.

Nå, heldigvis, det havde De da ikke.

Asta.

Nej.

Borghejm.

Men alligevel. At han kunde det. Gifte sig,
mener jeg. Når han kunde fåt beholde Dem hos sig
alene!

Asta
( ser hen for sig).

Han var vel under forvandlingens lov, kan jeg
tænke.

Borghejm.

Forvandlingens lov?

s. 285

Asta.

Alfred kalder det så.

Borghejm.

Pyt, – slig en dum lov, som det må være!
Den loven tror jeg ikke et gran på.

Asta
(rejser sig).

De kan nok med tiden komme til at tro på den.

Borghejm.

Aldrig i verden! (indtrængende.) Men hør nu her,
frøken Asta! Vær nu fornuftig – for én gangs skyld.
I dette stykke, mener jeg –

Asta
(afbrydende).

Å nej, nej – lad os bare ikke komme ind på
det igen!

Borghejm
(vedbliver som før).

Jo, Asta, – jeg kan umulig slippe Dem så let.
Nu har jo Deres bror fåt det altsammen, som han
helst vilde ha’ det. Lever sit liv nokså tilfreds uden
Dem. Savner Dem sletikke. – Og så det til – det,
som med et eneste slag forandrer Deres hele stilling
herude –

Asta
(farer sammen).

Hvad mener De med det?

Borghejm.

Barnet, som er revet bort. Hvad ellers?

s. 286

Asta
(fatter sig).

Lille Eyolf er borte, ja.

Borghejm.

Og hvad har De så egentlig mere at gøre her?
De har ikke længer den stakkers lille gutten at ta’
Dem af. Ingen pligter, – ingen opgaver her i nogen
retning –

Asta.

Å, jeg be’r Dem, kære Borghejm, – træng da
ikke så hårdt ind på mig!

Borghejm.

Jo; jeg måtte jo være gal, om jeg ikke forsøgte
det yderste. En af dagene rejser jeg væk fra byen.
Får kanske ikke træffe Dem der inde. Får kanske
ikke se Dem igen på lange, lange tider. Og hvem
véd, hvad der kan ske i mellemtiden?

Asta
(smiler alvorlig).

Er De ræd for forvandlingens lov alligevel?

Borghejm.

Nej, det er jeg sletikke. ( ler bittert.) Og der er jo
ikke noget at forvandle heller. Ikke hos Dem, mener
jeg. For De bry’r Dem nok ikke stort om mig, kan
jeg skønne.

Asta.

Det véd De godt, at jeg gør.

Borghejm.

Ja, men ikke på langt nær nok. Ikke slig, som
jeg vil ha’ det. ( heftigere .) Herregud, Asta, – frøken
Asta, – dette her er da så galt af Dem, som vel

s. 287

tænkes kan! Lidt bortenfor idag og imorgen ligger
kanske hele livslykken og venter på os. Og så la’r
vi den ligge! Kommer vi ikke til at angre på det,
Asta?

Asta
(stille).

Véd ikke. Men vi får la’ alle lyse muligheder
ligge alligevel.

Borghejm
( ser behersket på hende).

Altså skal jeg bygge mine veje alene?

Asta
(varmt).

Å, om jeg så sandt kunde få være med Dem
om det! Hjælpe Dem i møjen. Dele glæden med
Dem –

Borghejm.

Vilde De det, – ifald De kunde?

Asta.

Ja. Da vilde jeg det.

Borghejm.

Men De kan ikke?

Asta
( ser ned for sig).

Vilde De nøjes med at ha’ mig halvt?

Borghejm.

Nej. Helt og holdent må jeg ha’ Dem.

Asta
( ser på ham og siger stille).

Så kan jeg ikke.

s. 288

Borghejm.

Farvel da, frøken Asta.

( han vil gå. Allmers kommer op på højden fra venstre i baggrunden.
Borghejm standser.)

Allmers
(endnu ved opgangen, dæmpet, peger hen).

Sidder Rita derinde i lysthuset?

Borghejm.

Nej; her er ingen andre end frøken Asta.

(Allmers kommer nærmere.)

Asta
(imod ham).

Skal jeg gå ned og se efter hende? Få hende
herop kanske ?

Allmers
(afværgende).

Nej, nej, nej, – lad bare være. (til Borghejm.) Er
det Dem, som har hejst flaget der?

Borghejm.

Ja. Fru Rita bad mig om det. Det var derfor
jeg gik herop.

Allmers.

Og inat rejser De jo?

Borghejm.

Ja. Inat rejser jeg for alvor.

Allmers
(med et blik mod Asta).

Og har sikret Dem godt rejsefølge, kan jeg forstå.

Borghejm
(ryster på hodet).

Jeg rejser alene.

s. 289

Allmers
(studser).

Alene!

Borghejm.

Så rent alene.

Allmers
(tankespredt).

Ja så?

Borghejm.

Og blir alene også.

Allmers.

Der er noget grufuldt i det at være alene. Det
ligesom isner igennem mig –

Asta.

Å men, Alfred, du er da ikke alene, du!

Allmers.

Der kan være noget grufuldt i det også, Asta.

Asta
(beklemt).

Å, tal da ikke så! Tænk da ikke så!

Allmers
(uden at høre på hende).

Men når du altså ikke rejser med –? Når der
ingenting er, som binder dig? Hvorfor vil du så
ikke bli’ herude hos mig – og hos Rita?

Asta
(urolig).

Nej, for det kan jeg ikke. Jeg må så nødven-
dig ind til byen nu.

Henrik Ibsens samlede værker. IX.

s. 290

Allmers.

Men bare ind til byen, Asta. Hører du det!

Asta.

Ja.

Allmers.

Og så lover du mig, at du kommer snart herud
igen.

Asta
(hurtig).

Nej, nej, det tør jeg ikke love dig for det første.

Allmers.

Godt. Som du vil. Så træffes vi altså der inde da.

Asta
(bedende).

Men, Alfred, du må da bli’ hjemme hos Rita nu!

Allmers
(uden at svare, vender sig til Borghejm).

Det turde være bedst for Dem, det, at De ikke
har noget rejsefølge endnu.

Borghejm
(uvillig).

Å, hvor kan De da sige sligt noget!

Allmers.

Jo, for De kan aldrig vide, hvem De kanske
kunde komme til at møde bagefter. Undervejs.

Asta
(uvilkårligt).

Alfred!

Allmers.

Den rigtige rejsekammerat. Når det er for sent.
For sent.

s. 291

Asta
(sagte, bævende).

Alfred! Alfred!

Borghejm
( ser vekselvis på dem).

Hvad betyder det? Jeg forstår ikke –

(Rita kommer op fra venstre i baggrunden.)

Rita
(klagende).

Å, gå da ikke fra mig allesammen!

Asta
(møder hende).

Du vilde jo helst være alene, sa’ du –

Rita.

Ja, men jeg tør ikke. Det ta’r til at mørkne
så stygt. Jeg synes, der er store, åbne øjne, som
ser på mig!

Asta
(blødt, deltagende).

Om nu så var, Rita? De øjnene skulde du ikke
være ræd for.

Rita.

Tænk, at du kan sige det! Ikke ræd!

Allmers
(indtrængende).

Asta, jeg be’r dig, – for alt i verden, – bliv
her – hos Rita!

Rita.

Ja! Og hos Alfred også! Gør det! Gør det,
Asta!

19*

s. 292

Asta
(kæmpende).

Å, jeg vilde så usigelig gerne –

Rita.

Nå, så gør det da! For Alfred og jeg kan ikke
gå alene gennem sorgen og savnet.

Allmers
(mørkt).

Sig heller – gennem naget og kvalen.

Rita.

Ja, hvad du end vil kalde det, – så bærer vi
det ikke alene, vi to. Å, Asta, jeg be’r dig så bøn-
ligt! Bliv her og hjælp os! Vær os i Eyolfs sted –

Asta
(viger).

Eyolfs –!

Rita.

Ja, må hun ikke gerne det, Alfred?

Allmers.

Hvis hun vil og kan.

Rita.

Du kaldte hende jo din lille Eyolf før. (griber
hendes hånd.) Herefter skal du være vor Eyolf, Asta!
Eyolf, ligesom du før var.

Allmers
(i dulgt bevægelse).

Bliv – og del livet med os, Asta. Med Rita.
Med mig. Med mig, – din bror!

s. 293

Asta
(besluttet, rykker hånden til sig).

Nej. Jeg kan ikke. (vender sig.) Borghejm, – hvad
tid går dampbåden?

Borghejm.

Nu snart.

Asta.

Så må jeg ombord. Vil De være med mig?

Borghejm
(i dæmpet glædesudbrud).

Om jeg vil! Ja, ja, ja!

Asta.

Så kom da.

Rita
(langsomt).

Ah, således. Ja, da kan du jo ikke bli’ hos os.

Asta
(kaster sig om hendes hals).

Tak for alt, Rita! (går hen og griber Allmers’s hånd.)
Alfred, – farvel! Tusend, tusend gange farvel!

Allmers
(sagte, i spænding).

Hvad er dette her, Asta? Det ser jo ud som
en flugt.

Asta
(i stille angst).

Ja, Alfred, – det er også en flugt.

Allmers.

En flugt – fra mig!

s. 294

Asta
(hviskende).

En flugt fra dig – og fra mig selv.

Allmers
(viger tilbage).

Ah –!

(Asta iler nedover i baggrunden. Borghejm svinger hatten og følger
hende.)

(Rita læner sig mod indgangen til lysthuset. Allmers går i stærkt indre
oprør hen til rækværket og står der og stirrer nedover . Ophold.)

Allmers
(vender sig og siger med tilkæmpet fatning) .

Nu kommer dampskibet. Se der, Rita.

Rita.

Jeg tør ikke se på det.

Allmers.

Tør du ikke?

Rita.

Nej. For det har et rødt øje. Og et grønt et
også. Store gloende øjne.

Allmers.

Å, det er jo bare lygterne, véd du.

Rita.

Herefter er det øjne. For mig. De stirrer og
stirrer ud fra mørket. – Og ind i mørket også.

Allmers.

Nu lægger det til land.

Rita.

Hvorhenne lægger det til iaften da?

s. 295

Allmers
(nærmere).

Ved bryggen, som det plejer, kære –

Rita
(retter sig op).

Hvor kan det da lægge til der!

Allmers.

Det må det jo.

Rita.

Men det var jo der, at Eyolf –! Hvor kan
så de folk lægge til der?

Allmers.

Ja, livet er ubarmhjertigt, Rita.

Rita.

Menneskene er hjerteløse. De ta’r ingen hensyn.
Hverken til de levende eller til de døde.

Allmers.

Det har du ret i. Livet, det går sin gang, det.
Akkurat som om ingen verdens ting var hændt.

Rita
( ser hen for sig).

Der er jo heller ingen ting hændt. Ikke for de
andre. Bare for os to.

Allmers
(i vågnende smærte).

Ja, Rita, – så unyttigt var det, at du fødte
ham i ve og vånde. For nu er han borte igen –
uden spor efter sig.

s. 296

Rita.

Bare krykken blev berget.

Allmers
( heftig ).

Ti da! Lad mig ikke høre det ord!

Rita
(klagende).

Å, jeg kan ikke bære den tanke, at vi ikke har
ham mere.

Allmers
(koldt og bittert).

Du kunde så godt undvære ham, mens du
havde ham. Hele halve dage så du ham ikke for
dine øjne.

Rita.

Nej, for da vidste jeg jo, at jeg kunde få se
ham, hvad tid jeg bare vilde.

Allmers.

Ja, slig har vi gåt her og sløset væk det korte
samvær med lille Eyolf.

Rita
(lytter, i angst).

Hører du, Alfred! Nu ringer det igen!

Allmers
( ser udover).

Det er dampskibet, som ringer. Det skal til
at gå.

Rita.

Å, det er ikke den klokken, jeg mener. Hele
dagen har jeg hørt det ringe for ørerne. – Nu ringer
det igen!

s. 297

Allmers
(hen til hende).

Du ta’r fejl, Rita.

Rita.

Nej, jeg hører det så tydeligt. Det lyder som
ligklokker. Langsomt. Langsomt. Og altid de
samme ord.

Allmers.

Ord? Hvilke ord?

Rita
(nikker takten).

«Kryk-ken fly-der». «Kryk-ken fly-der».
Å, jeg synes da, du også må kunne høre det.

Allmers
(ryster på hodet).

Jeg hører ingenting. Og det er ingenting heller.

Rita.

Ja, ja, sig hvad du vil, du. Jeg hører det så
tydeligt.

Allmers
( ser ud over rækværket).

Nu er de ombord, Rita. For nu går skibet ind-
over til byen.

Rita.

Nej, at du ikke hører det! «Kryk-ken fly-der».
«Kryk-ken – –»

Allmers
(går fremover).

Du skal ikke stå og lytte efter noget, som ingen-
ting er. Jeg siger, at nu er Asta og Borghejm om-
bord. Undervejs allerede. – Asta er borte.

s. 298

Rita
( ser sky på ham).

Så er vel du også snart borte da, Alfred?

Allmers
(hurtig).

Hvad mener du med det?

Rita.

At du følger efter din søster.

Allmers.

Har Asta sagt noget?

Rita.

Nej. Men du sa’ selv, at det var for Astas
skyld, at – at vi to kom sammen.

Allmers.

Ja, men du, du selv bandt mig. Ved samlivet.

Rita.

Å, for dit sind er jeg ikke – ikke sådan – for-
tærende dejlig længer.

Allmers.

Forvandlingens lov kunde kanske holde os sam-
men alligevel.

Rita
(nikker langsomt),

Der er forvandling i mig nu. Det føler jeg så
pinefuldt.

Allmers.

Pinefuldt?

Rita.

Ja, for der er som en slags fødsel i det også.

s. 299

Allmers.

Det er det. Eller en opstandelse. Overgang til
højere liv.

Rita
( ser forsagt hen for sig).

Ja, – med forlis af hele, hele livets lykke.

Allmers.

Det forlis, det er just vindingen, det.

Rita
( heftig ).

Å, talemåder! Herregud, vi er da jordmennesker
alligevel.

Allmers.

Vi er lidt i slægt med hav og himmel også,
Rita.

Rita.

Du kanske . Ikke jeg.

Allmers.

Å jo. Du mere, end du selv véd af.

Rita
(et skridt nærmere).

Hør, Alfred, – kunde du ikke tænke på at ta’
dit arbejde op igen.

Allmers.

Det arbejde, som du har hadet?

Rita.

Jeg er ble’t nøjsom nu. Jeg er villig til at dele
dig med bogen.

Allmers.

Hvorfor?

s. 300

Rita.

Bare for at få beholde dig her hos mig. Sådan
i nærheden.

Allmers.

Å, jeg kan så lidet hjælpe dig, Rita.

Rita.

Men kanske jeg kunde hjælpe dig.

Allmers.

Med arbejdet, mener du?

Rita.

Nej. Med at leve livet.

Allmers
(ryster på hodet).

Jeg synes ikke, jeg har noget liv at leve.

Rita.

Nå, så med at bære livet da.

Allmers
(mørkt, hen for sig).

Jeg tror det var bedst for os begge, om vi
skiltes.

Rita
( ser forskende på ham).

Hvor vilde du så ty hen? Kanske til Asta al-
ligevel?

Allmers.

Nej. Aldrig til Asta herefter.

Rita.

Hvor hen da?

s. 301

Allmers.

Op i ensomheden.

Rita.

Op mellem fjeldene? Er det det, du mener.

Allmers.

Ja.

Rita.

Men dette her er jo bare drømmerier, Alfred!
Der oppe kunde du jo ikke leve.

Allmers.

Did op drages jeg alligevel nu.

Rita.

Hvorfor? Sig mig det!

Allmers.

Sæt dig. Så skal jeg fortælle dig noget.

Rita.

Noget, som er hændt dig deroppe?

Allmers.

Ja.

Rita.

Og som du fortied for Asta og mig?

Allmers.

Ja.

Rita.

Å, du går så stille med alting. Det skulde du
ikke.

Allmers.

Sæt dig der. Så skal jeg fortælle dig det.

s. 302

Rita.

Ja, ja, – lad mig høre!

( hun sætter sig på bænken ved lysthuset.)

Allmers.

Jeg var alene deroppe. Midt inde i højfjeldene.
Så kom jeg til et stort, øde fjeldvand. Og det van-
det måtte jeg over. Men det kunde jeg ikke. For
der var hverken båd eller mennesker.

Rita.

Nå? Og så?

Allmers.

Så gik jeg på egen hånd ind i en sidedal. For
der mente jeg, at jeg skulde komme frem over høj-
derne og mellem tinderne. Og ned igen til den anden
side af vandet.

Rita.

Å, så gik du dig visst vild, Alfred!

Allmers.

Ja; jeg tog fejl af retningen. For vej eller sti
var der ikke. Og jeg gik hele dagen. Og hele den
næste nat også. Og til slut trode jeg aldrig, jeg
skulde komme frem til mennesker mere.

Rita.

Ikke hjem til os? Å, da véd jeg visst, at dine
tanker gik hid.

Allmers.

Nej, – de gjorde ikke det.

Rita.

Ikke?

s. 303

Allmers.

Nej. Det var så besynderligt. Både du og Eyolf
var kommet så langt, langt bort fra mig, syntes jeg.
Og det var Asta også.

Rita.

Men hvad tænkte du da på?

Allmers.

Jeg tænkte ikke. Jeg gik der og slæbte mig
frem langs styrtningerne, – og nød dødsfornemmel-
sens fred og velbehag.

Rita
(springer op).

Å, brug da ikke slige ord om det grufulde!

Allmers.

Jeg kendte det så. Slet ingen angst. Jeg syn-
tes, at der gik jeg og døden som to gode rejse-
kammerater. Det var så rimeligt, – så ligetil, alt-
sammen, syntes jeg dengang. I min slægt plejer jo
ikke folk at bli’ gamle –

Rita.

Å, ti da bare stille med sligt, Alfred! For du
kom jo altså godt fra det alligevel.

Allmers.

Ja; så med én gang var jeg fremme. På den
anden side af vandet.

Rita.

Det har været en nat i rædsel for dig, Alfred.
Men nu bagefter vil du ikke vedstå det for dig selv.

Allmers.

Den nat løfted mig til beslutning. Og så var

s. 304

det, at jeg vendte om og gik lige hjemover. Til
Eyolf.

Rita
(sagte).

For sent.

Allmers.

Ja. Og da så – kammeraten kom og tog ham –.
Så stod der gru af ham. Af det hele. Af alt det,
– som vi ikke tør gå ifra alligevel. Så jordbundne
er vi begge to, Rita.

Rita
(med et skær af glæde).

Ja, ikke sandt! Du også! (nærmere.) Å, lad os
bare leve livet sammen så længe som muligt!

Allmers
(trækker på skuldren).

Leve livet, ja! Og ikke ha’ noget at fylde livet
med. Øde og tomhed altsammen. Hvor hen jeg
så ser .

Rita
(angst).

Å, sent eller tidlig går du fra mig, Alfred! Jeg
føler det! Og jeg kan se det på dig også! Du går
fra mig!

Allmers.

Med rejsekammeraten, mener du?

Rita.

Nej, jeg mener det, som værre er. Frivillig går
du fra mig. For du synes, det er bare her, hos mig,
at du ikke har noget at leve for. Svar mig! Er det
ikke så du tænker?

s. 305

Allmers
( ser fast på hende).

Og om jeg nu tænkte så –?

(Larm og skrål som af vrede, hidsige stemmer høres fjernt nedenunder
Allmers går til rækværket.)

Rita.

Hvad er det for noget. (udbrydende.) A , du skal
se , de har fundet ham!

Allmers.

Han findes aldrig.

Rita.

Men hvad er det da?

Allmers
(går fremover).

Bare slagsmål, – som vanligt.

Rita.

Nede på stranden?

Allmers.

Ja. Hele strandstedet burde ryddes. Nu er
mændene kommet hjem. Drukne, som de plejer.
Prygler børnene. Hør, hvor gutterne skriger! Kvin-
derne hyler om hjælp for dem –

Rita.

Ja, skulde vi ikke få nogen ned og hjælpe dem?

Allmers
(hård og vred).

Hjælpe dem, som ikke hjalp Eyolf! Nej, lad
dem bare forgå, – ligesom de lod Eyolf forgå!

Henrik Ibsens samlede værker. IX.

s. 306

Rita.

Å, du må ikke tale så, Alfred! Ikke tænke så!

Allmers.

Jeg kan ikke tænke anderledes. Alle de gamle
rønnerne bør rives ned.

Rita.

Og hvad skal der så bli’ af de mange fattige
mennesker?

Allmers.

De får ty andetsteds hen.

Rita.

Og børnene da?

Allmers.

Kan det ikke være så omtrent det samme, hvor
de går til grunde?

Rita
(stille, bebrejdende).

Du tvinger dig selv til slig en hårdhed, Alfred.

Allmers
( heftig ).

Det er min ret at være hård herefter! Min
pligt også!

Rita.

Din pligt?

Allmers.

Min pligt imod Eyolf. Han må ikke ligge
uhævnet. Kort og godt, Rita! Som jeg siger dig!
Tænk over den sag. Få hele stedet dernede jævnet
med jorden, – når jeg er borte.

s. 307

Rita
( ser dybt på ham).

Når du er borte?

Allmers.

Ja, for så har du da i alt fald noget at fylde
livet ud med. Og det må du ha’.

Rita
(fast og bestemt).

Det har du ret i. Det må jeg. Men kan du
gætte, hvad jeg vil ta’ mig til, – når du er borte?

Allmers.

Nå, hvad er det da?

Rita
(langsomt, besluttet).

Så snart du er rejst fra mig, går jeg ned til
stranden og får alle de fattige, forkomne børn med
mig her op til vort. Alle de uskikkelige gutterne –

Allmers.

Hvad vil du gøre med dem her?

Rita.

Jeg vil ta’ dem til mig.

Allmers.

Vil du?

Rita.

Ja, det vil jeg. Fra den dag, da du er rejst,
skal de være her, allesammen, – som om de var
mine egne.

Allmers
(oprørt).

I vor lille Eyolfs sted!

20*

s. 308

Rita.

Ja, i vor lille Eyolfs sted. De skal få bo i
Eyolfs stuer. De skal få læse i hans bøger. Få
lege med hans småsager. De skal skiftes til at
sidde på hans stol ved bordet.

Allmers.

Dette her er jo det rene vanvid at høre på!
Jeg véd ikke det menneske i verden, som er mindre
skikket til sligt noget, end du.

Rita.

Så får jeg opdrage mig til det. Oplære mig.
Opøve mig.

Allmers.

Hvis det er dit ramme alvor, – alt det, du
der siger, så må der være foregåt en forvandling
med dig.

Rita.

Det er der også, Alfred. Det har du sørget
for. Du har skabt en tom plads indeni mig. Og
den må jeg prøve på at fylde ud med noget. Noget,
som kunde ligne en slags kærlighed.

Allmers
(står en stund tankefuld; ser på hende).

I grunden har vi ikke gjort meget for de fattige
folk dernede.

Rita.

Vi har ingenting gjort for dem.

Allmers.

Knapt nok tænkt på dem engang.

Rita.

Aldrig tænkt på dem i medfølelse.

s. 309

Allmers.

Vi, som havde «guldet og de grønne skoge» –

Rita.

Vi havde lukkede hænder for dem. Og lukkede
hjerter også.

Allmers
(nikker).

Så det er jo kanske nokså rimeligt alligevel, at
de ikke satte livet på spil for at redde lille Eyolf.

Rita
(sagte).

Tænk dig om, Alfred. Er du så sikker på, at –
at vi selv havde vovet det?

Allmers
(uroligt afvisende).

Men tvil da aldrig på det, Rita!

Rita.

Å, vi er jordmennesker, du.

Allmers.

Hvad tænker du egentlig, at du vil gøre for
alle de forkomne børnene?

Rita.

Jeg får vel nærmest prøve på, om jeg kunde
mildne – og forædle deres livsskæbne.

Allmers.

Kan du det gøre, så har ikke Eyolf været født
forgæves.

Rita.

Og er ikke taget fra os forgæves heller.

s. 310

Allmers
( ser fast på hende).

Vær klar over én ting, Rita. Det er ikke kær-
lighed, som driver dig til dette her.

Rita.

Nej, det er det ikke. I alle fald ikke endnu.

Allmers.

Nå, hvad er det så egentlig?

Rita
(halvt undvigende).

Du har jo så ofte talt med Asta om det men-
neskelige ansvar –

Allmers.

Om bogen, som du haded.

Rita.

Jeg hader den bogen endnu. Men jeg sad og
hørte på, når du fortalte. Og nu vil jeg prøve mig
videre frem selv. På min måde.

Allmers
(ryster på hodet).

Det er ikke for den ufærdige bogens skyld –

Rita.

Nej, jeg har en grund til.

Allmers.

Hvilken da?

Rita
(sagte, tungsindigt smilende).

Jeg vil smigre mig ind hos de store, åbne
øjnene, ser du.

s. 311

Allmers
(slået, fæster blikket på hende).

Kanske jeg kunde få være med? Og hjælpe
dig, Rita?

Rita.

Vilde du det?

Allmers.

Ja, – hvis jeg bare vidste, at jeg kunde.

Rita
(nølende).

Men så måtte du jo bli’ her da.

Allmers
(sagte).

Lad os forsøge, om ikke det kunde gå.

Rita
(neppe hørligt).

Lad os det, Alfred.

(Begge tier. Derpå går Allmers hen til stangen og hejser flaget helt op.
Rita står ved lysthuset og ser stille på ham.)

Allmers
(kommer fremover igen).

Det vil bli’ en tung arbejdsdag foran os, Rita.

Rita.

Du skal se , – der vil falde søndagsstilhed over
os en gang imellem.

Allmers
( stille, bevæget ).

Da fornemmer vi åndernes besøg, kanske .

Rita
(hviskende).

Åndernes?

s. 312

Allmers
(som før).

Ja. Da er de kanske om os, – de, som vi har
mistet.

Rita
(nikker langsomt).

Vor lille Eyolf. Og din store Eyolf også.

Allmers
(stirrer frem for sig).

Kan hænde, vi endnu engang imellem, – på
livsvejen – får se ligesom et glimt af dem.

Rita.

Hvor hen skal vi se , Alfred –?

Allmers
(fæster øjnene på hende).

Opad.

Rita
(nikker bifaldende).

Ja, ja, – opad.

Allmers.

Opad, – imod tinderne. Mod stjernerne. Og
imod den store stilhed.

Rita
(rækker ham hånden).

Tak!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: